PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

Før vi kaster os ud i at undersøge de indbyrdes meningsforskelle blandt
de enkelte københavnerfortolkninger, bør vi lige dvæle ved de mere unuancerede
anklager, der rejses fra en ny generation af prominente fysikere, der
som enhver anden generation gerne selv vil fremme egne kæpheste. Steven
Weinberg udtaler for eksempel: “Bohrs version af kvantemekanikken var fyldt
med fejl (deeply flawed).” 59 Heller ikke Murray Gell-Mann har høje tanker
om københavnerånden: “Niels Bohr hjernevaskede en generation af fysikere
til at tro, at problemet blev løst for halvtreds år siden.” 60 Men nu er skællene
faldet fra fysikernes øjne. Ånden er endelig sluppet ud af flasken.
Sådan som københavnerfortolkningen populært fremstilles, lyder det noget
i retning af sådan her: Der sker en reduktion af de superpositionerede tilstande
igennem en bevidst iagttagelse, når en iagttager udfører en måling. Observationen
kollapser bølgefunktionen, hvis deterministiske udvikling afbrydes,
og observationen skaber dermed diskrete, sandsynlighedsbestemte men klassiske
resultater. Og så kommer spørgsmålene regnende: Hvad er en måling i
kvantemekanikken? Et andet: Hvordan kommer bevidstheden ind i billedet?
Et tredje: Hvilken mekanisme får iagttagelsen til at kollapse bølgefunktionen?
Et fjerde: Hvor kommer sandsynlighederne fra?
Det foreliggende tankeeksperiment synes klart at demonstrere, at der er
forskel på at måle og at iagttage. Hver af os vil nok mene, at målingen af den
radioaktive partikel sker i samme øjeblik, som hammeren knuser flasken med
cyanid, og katten falder død om. Katten fungerer som et morbidt engangsinstrument,
og dens øjeblikkelige død er et resultat af bølgefunktionens kollaps.
Selve iagttagelsen sker først senere, nemlig på det tidspunkt da boksen åbnes.
Vi kunne jo have installeret et ur og et kamera i kassen og filmet hele seancen.
Og når kassen så blev åbnet, kunne vi med rette sige, at katten døde for 13
minutter siden. Derfor lyder kritikken samstemmende, at standardfortolkningens
sammenkædning af objektiv måling og subjektiv iagttagelse får ganske
absurde konsekvenser. For ifølge Bohr og hans kumpaner befinder katten sig i
en tilstand af halvt levende og halvt død helt frem til observationstidspunktet,
altså til tidspunktet for boksens åbning. En åbenbar uheldig og forfejlet sammenblanding
har ført til beskyldninger om subjektivisme og positivisme, og
alt hvad der ellers står på tapetet af nedsættende udtalelser. Anklagerne kan
dog forekomme grove, forsimplede og stærkt overdrevne. Især når talen falder
på Bohr.
59 Weinberg (2005), s. 31.
60 Gell-Mann (1979), s. 29.
98 Kvantefilosofi