PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

og alle radikalt underbestemte af eksperimentel evidens. Det problem gælder
også delvist for dekohærensfortolkningen.
deKohærens
Inden for de sidste femogtyve år er der dukket et par yderligere tolkninger op,
som på forskellig måde er beslægtet med nogle af de hidtil omtalte, hvor især
den ene har vundet større udbredelse. Den kaldes dekohærensfortolkningen.
Blandt dens fædre er adskillige fremtrædende fysikere som Robert H. Griffiths,
Ronald Omnes, Murray Gell-Mann, James Hartle og Wojciech H. Zurek.
Bestræbelserne hviler på et realistisk ønske om at forstå kvantemekanikken
som en teori, der beskriver verdens inderste væsen og natur, og ikke blot de
målbare resultater. I virkeligheden kan dekohærensfortolkningen opfattes som
et forsøg på at kombinere to andre tolkninger: mange-verdensfortolkningen og
uskarphedsfortolkningen. Påstanden er, at den kvantemekaniske formalisme
repræsenterer virkeligheden på dens mest grundliggende niveau. Teorien antages
at beskrive alt mellem himmel og jord lige med undtagelse af gravitationsinteraktionen.
Hvad enten det drejer sig om individuelle systemer, en samling
af systemer, målte systemer, målte systemer mellem målingerne, ikke-målte
systemer, måleapparaturer, forskerne der foretager målingerne og deres hjerner,
eller det samlede univers, så er det alt sammen genstand for kvantemekanikken.
Ontologisk set betragtes ting og deres egenskaber ikke længere grundlæggende.
Med udgangspunkt i den abstrakte vektorrepræsentation i Hilbertrummet (og
ikke de eksperimentelle resultater) mener tilhængerne, at et fysisk system i dets
indeterministiske mangfoldighed, repræsenteret af tilstandsvektoren med dens
sandsynlighedsfordelinger og superpositionerede tilstande, er den mest fundamentale
enhed i verden. På en ontologisk baggrund af indeterministiske systemer
skal man så forsøge at forklare fremkomsten af en kvasi-klassisk ontologi
med interagerende objekter, der tilnærmelsesvis adlyder deterministiske love.
For at nå frem til sådan en forklaring indfører dekohærensfortolkningen
typisk tre elementer i analysen af et kvantemekanisk system. Man taler for
det første om konsistente historier hos et lukket system, en ide som henter sin
inspiration i Feynmans propagatorformalisme og Everetts mange-verdensfortolkning.
En propagator er en matematisk størrelse, der angiver en sandsynlighedsamplitude
for, at en partikel bevæger sig fra et sted til et andet i et
bestemt tidsrum eller bevæger sig med en bestemt impuls eller bestemt energi.
Reelt set er der ikke nogen fysisk forskel mellem propagatorfremstillingen og
Schrödingers ligning, matematisk set er der tale om, at propagatoren er en
Greens funktion til Schrödingerligningen. Når et system bevæger sig fra sin
alternative fortolKninger
133