PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

Den er i stand til at redegøre for, hvad der sker, når systemet bevæger sig fra at
befinde sig i en sammenfiltret tilstand, dvs. i en tilstand af en superposition af
rene tilstande, til at befinde sig i en inkohærent mixture af disse tilstande. Man
kan antyde dette ved at sige, at omgivelserne fremkalder et valg af tilstanden
hos systemet ved at gøre hovedparten af tilstande i Hilbertrummet ustabile,
så disse ikke længere kan indgå som elementer i en sammenfiltret og superpositioneret
tilstand. Men den siger ikke noget præcist om, hvordan systemet
kommer fra tilstanden af mixture til at manifestere en helt specifik værdi.
Hvordan forklarer vi problemet med Schrödingers kat ud fra dekohærens?
Først har vi jo det radioaktive materiale. Det befinder sig i en superposition,
lad os sige to rene tilstande henfald og ikke - henfald . Kvantemekanisk
kan vi beskrive det radioaktive stof i en superpositioneret tilstand bestående
af disse to tilstande. Men så synes det første problem at melde sig. For efter
alt hvad vi ved, så henfalder systemet, dvs. udsender sin radioaktive partikel
uden at have vekselvirket med omgivelserne. Altså har vi ikke det, der skal til
for at have dekohærens. Dernæst kan vi se på katten. Den kan befinde sig i
tilstandene død og levende . Også disse to tilstande kan superpositionere.
Her giver det bestemt mening at påstå, at det er kattens omgivelser, som skaber
dekohærensen. Katten indånder cyankalium, der stammer fra en flaske, knust
af en hammer, hvis bevægelse er udløst af en geigertæller, som registrerede en
radioaktiv partikel, der var udsendt fra det exciterede atom.
Men hvornår giver det mening at sige, at katten befinder sig i en superposition
af tilstandene død og levende ? Når katten er død, giver det naturligvis
ingen mening, også selvom kassen stadig er lukket. Det er næsten alle enige
om – med von Neumann som en af de få undtagelser. Alle vil også medgive,
at det heller ikke giver mening at tilskrive katten en sådan overlejret tilstand,
før den bliver sat ind i sin kasse. Men hvorfor er det pludseligt meningsfuldt at
tilskrive katten den superpositionerede tilstand død og levende , når kassen
blive lukket? Blot fordi sandsynlighederne nu er fifty-fifty? Katten er således
i live, indtil den dør. Og hvis næsten alle er enige om, at den døde kat i den
lukkede kasse døde, da den indåndede cyankalium (og ikke da kassen åbnedes),
og derfor ophørte med at befinde sig i en superpositioneret tilstand, hvorfor er
man så ikke enige om, at det omvendte tilfælde også gælder: Så længe katten er
i live i den lukkede kasse, befinder den sig heller ikke i nogen superpositioneret
tilstand mellem død og levende . Den eneste måde, hvorpå dekohærensfortolkningen
kan undgå at få problemer i den forbindelse, er ved at fastholde, at
det kun er lukkede systemer, som kan karakteriseres ved den kvantemekaniske
bølgefunktion. Altså fra og med kassen lukkes, og til og med kassen åbnes.
Det synes så at stride imod, at vi bagefter kan finde ud af, at katten var i live i
136 Kvantefilosofi