PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

uden egentlig grund, i den forstand at årsagen og tidspunktet for henfaldet af
den enkelte kerne er ganske ubestemt. Hvis det er rigtigt, så er ikke alle hændelser
forårsaget af andre hændelser. Nogle forekommer spontant og tilfældigt.
Det er samtidig mærkeligt, at sådanne tilfældige hændelser fremkommer på
regelmæssig facon, så man kan opstille en statistisk lov for deres kollektive
optræden. Eksempelvis kan man anføre, hvornår halvdelen af en mængde af
en bestemt slags atomer er omdannet til andre slags atomer. Hvordan kan
enkeltvis helt tilfældige hændelser optræde regelmæssigt i flok? Det kunne
tyde på, at der kunne være indre årsager hertil. Men ingen har været i stand
til at identificere dem.
Determinismeprincippet befinder sig også i vanskeligheder. Antag, at elektronen
i brintatomet er i en ydre bane. Det kunne være banen (hovedkvantetallet)
fire. Herfra kan den springe til bane tre eller uden stop til bane to eller
direkte til bane et. Hvis et kvantespring var determineret, måtte det være sådan,
at elektronens tilstand i bane fire (som jo ifølge Bohr var en klassisk tilstand)
ville fastlægge, hvilken af de tre mulige baner elektronen ville hoppe til. Men
vi kender jo ikke den nøjagtige mekaniske tilstand, men kun energien og
impulsmomentet. Og selvom vi gjorde, må den samme banetilstand i princippet
kunne efterfølges af tre forskellige banetilstande, da ingen har kunnet vise
virksomheden af indre kræfter. Igen er vi på herrens mark. Derimod kan vi
sige, såfremt elektronen befinder sig i bane fire, at der er én given sandsynlighed
for, at den springer til tre, en anden for, at den flytter sig direkte til to, og en
tredje for, at den med det samme dukker op i bane et.
Einstein, som jo nogle år tidligere havde vist, at man netop kan forklare den
fotoelektriske effekt ud fra en antagelse om, at lys består af fotoner, undrede sig
over, i hvilken retning fotonen blev udsendt fra atomet. Havde lysudsendelsen
været en klassisk proces, måtte fotonens retning være bestemt af elektronens
banetilstand og eventuelle kræfter, der virkede på systemet. Einsteins fotoner
passede ikke rigtig med Bohrs antagelse, at den elektromagnetiske stråling
fra elektronen var kontinuerlige bølger. Men havde Einstein ret, hvad han jo
havde, var det ikke blot elektronens kvantespring, der skete spontant, men
også fotonens kurs væk fra elektronen.
Også Rutherford havde undrende bemærkninger til Bohrs model. For når
en elektron hopper fra en bane til en anden, synes den på forhånd at måtte
kende til den bane, den ender med at være i. For frekvensen af den stråling,
som elektronen udsender, er bestemt af energiforskellen mellem de to baner.
Det kunne man måske forklare med, at elektronen først udsender stråling, når
den er landet i sin nye bane. Men det vil stride mod kontinuitetsprincippet i
den klassiske fysik, idet strålingen udsendes, mens elektronen bevæger sig fra
30 Kvantefilosofi