PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

den KlassisKe fysiK
Vi kender det så godt, vi der har prøvet at stige i land fra en lille båd. Den
forsvinder væk fra os, og hvis det hele går lidt for langsomt, ender vi med at
skræve fra båd til land. Og når vi derefter uvægerligt mister fodfæste, så ved
vi, hvad der sker. Alt det kan forklares med henvisning til den klassiske fysik.
Den fysik, vi kender som den klassiske fysik, består hovedsagelig af Isaac
Newtons mekanik, James Clerk Maxwells elektrodynamik og Rudolf Clausius’
termodynamik. Eksempelvis er det muligt ud fra kendskabet til Newtons love
at definere ethvert mekanisk systems fremtidige tilstand, når blot man kender
til systemets begyndelsestilstand bestående af dets sted, impuls og rotationstilstand,
samt kender til de ydre kræfter, der indvirker på systemet. Med Newtons
mekanik blev verden mere forudsigelig. Det var himmelfænomenerne til dels,
før Newton udgav sit skelsættende værk Philosophiæ Naturalis Principia Mathematica
(Naturfilosofiens matematiske principper), fordi astronomerne længe
havde været i stand til nøjagtigt at forudsige solformørkelse, måneformørkelse
og planeternes bevægelse over himmelbuen. Sådanne fremskrivninger er kun
mulige, såfremt Solen, Månen og planeterne fra naturens hånd bevæger sig
ensartet og regelmæssigt af sted. Målet for Newton var at finde ud af, hvorfor
Månen bevæger sig rundt om Jorden, og Jorden og planeterne om Solen.
Newton forklarede det med, at der findes en universel kraft, som alle legemer
tiltrækker hinanden med, og denne kraft får de mindre tunge legemer
til at ændre deres bane i forhold til en ret linje. Jorden bevæger sig rundt om
Solen af helt samme grund, som æblet falder til jorden. For at forklare disse
forskellige bevægelser opstillede han tre bevægelseslove, som han brugte til at
beskrive ikke blot solsystemets bevægelser, men tidevandet, pendulet, det frie
fald, skråplanet og mange andre ting.
Viden om begyndelsestilstanden opnås ved iagttagelse af systemets sted
og impuls til det tidspunkt, som udvælges som begyndelsestidspunktet. Og
så er det sådan, at vor iagttagelse normalt antages ikke at påvirke systemets
fremtidige adfærd eller, hvis vor iagttagelse alligevel opdages at influere herpå,
at det altid er muligt at indregne denne påvirkning i fastlæggelsen af systemets
fremtidige tilstande. Tilsvarende gælder for andre dele af den klassiske fysik.
den KlassisKe fysiK
17