PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

om partiklen gik igennem b eller c. Det skulle svare til, at vi var i stand til at
fastholde en partikelbeskrivelse, idet vi venter med målingen af S 1 ’s impuls til,
efter at partiklen har passeret S 2 , så målingen ikke påvirker det efterfølgende
interferensmønster. Altså skulle vi efter Einstein mening kunne finde ud af,
hvilken spalte partiklen passerede uden at ødelægge dens bølgeegenskaber.
Der findes en opdateret hightechudgave af dobbeltspalteforsøget, kendt
under navnet the delayed choice experiment, som John Archibald Wheeler
(1911-2008) introducerede første gang i 1978. 26 På dansk kunne man måske
kalde det for Wheelers forhalingsforsøg. Det illustrerer tydeligt, hvor svært det
er at se på kvantemekaniske fænomener igennem traditionelle briller. Pladen
med de to spalter erstattes af en stråledeler (beam-splitter), der kløver den
indkommende stråling i to stråler med lige stor intensitet. En stråle følger
derefter rute A, og en anden følger rute B. [Fig. 5]. På vej gennem apparatet
afbøjes strålerne af forskellige spejle, hvorefter de to stråler kan bringes sammen
på ny. Også her kan lysintensiteten tilpasses, så kun én enkelt foton ad gangen
passerer gennem apparatet. Det er nu op til fysikeren, om han vil vælge at
registrere lyset, der kommer ad hver sin rute, dvs. enten ad A eller ad B, eller
om han vil se på det sammenføjede lys, hvor han ikke længere ved, hvilken
rute de enkelte fotoner kommer ad. Måden at gøre det på er ved at placere
en strålesamler ved udgangen af apparaturet, som enten kan lade fotonerne
passere uhindret igennem til hver deres fotomultiplikator (instrument til at
opfange lyset) eller samle dem og lade en enkelt fotomultiplikator registrere
dem.
Ikke overraskende – i lyset af hvad vi allerede ved fra dobbeltspalte-eksperimentet
– vil de tilkoblede fotomultiplikatorer i den første type måling registrere
fotonerne som partikler, mens de i den anden type måling vil se dem som
bølger. Det helt nye og overraskende er derimod det forhold, at fysikeren kan
udskyde sit valg af måling, til efter at fotonen er smuttet forbi stråledeleren
og er på vej gennem apparaturet.
Sund fornuft sættes her helt til vægs. Virkeligheden passer ikke med intuitionerne.
Stråledeleren kan jo ikke kløve den enkelte foton. Det står fast.
Så fotonen må befinde sig undervejs ad rute A eller ad rute B. Den kan ikke
være begge steder på én gang. Og det må gælde, hver gang apparatet blive
fodret med en enkelt foton. Når eksperimentet er ovre, vil det samme antal
fotoner have fulgt rute A som rute B. Hvordan er det da muligt for fysikeren
at se partikler, hvis han vælger at måle på fotonerne, der har passeret uhin-
26 Wheeler (1978).
64 Kvantefilosofi