PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

kvantitativ værdi ikke kan bygge på en epistemisk skelnen mellem, hvad der
kan observeres, og hvad der ikke kan observeres. Deraf følger, at egenskaben må
have samme (vage eller skarpe) værdi, uanset om tildelingen af en sådan værdi
nogle gange kan iagttages og andre gange ikke. Det hører ganske enkelt med
til tildelingen af en egenskab til et objekt, at betingelserne herfor er de samme
før som efter, at man har fundet, om objektet tilfredsstiller tilskrivningen. Er
det rigtigt, har realisten ingen mulighed for at sige, at et prædikativt udsagn
som ‘Observablen A hos objektet O har værdien a’ tilfredsstiller de samme
sandhedsbetingelser under forskellige uforenelige eksperimentelle situationer,
selvom sandhedsfunktionen tildeler det henholdsvis en bestemt og en ubestemt
sandhedsværdi.
I stedet kunne man være fristet til at sige, at det er tilfredsstillelsen af udsagnets
sandhedsbetingelser, der ændrer sig, alt eftersom vi er i stand til at hævde
sætningen eller ikke er i stand til at hævde den. Men gør man det, har man
forladt projektet med at opstille en realistisk semantik for kvantemekanikken.
mange verdener
En anden realistisk mulighed møder vi hos Hugh Everett III (1930-1982), der i
1957 fremsatte sin relative tilstandsfortolkning. 79 Det var først senere, omkring
1970, at denne fortolkning fik navnet mange-verdensfortolkningen, da Bryce
S. DeWitt (1923-2004) omdøbte den og gjorde den populær ved at give den en
mere klar ontologisk tolkning. 80 Everetts grundlæggende ide var, at bølgefunktionen
repræsenterer en objektiv virkelighed i helt bogstavelig forstand, mens
det, man har kaldt bølgepakkens kollaps, ikke er nogen virkelig diskontinuerlig
proces. Han byggede sin fortolkning op omkring to postulater: 1) Bølgefunktionen
adlyder Schrödingers lineære bølgeligning, og den giver en fuldstændig
beskrivelse af ethvert isoleret system; og 2) ethvert system, som udsættes for
en ydre iagttagelse, kan betragtes som del af et større isoleret system, som også
indeholder iagttageren. På den måde ses kvanteobjektet, måleapparaturet og
iagttager som hver sin del af et samlet system, og måleapparaturet skal ikke
beskrives i klassiske termer, og iagttagerens bevidsthed har ingen som helst
indflydelse på bølgefunktionens kollaps. I stedet for at undergå et kollaps deler
bølgefunktionen sig under målingen, så alle mulige udfald realiseres i lige så
mange verdener, som der er mulige udfald. [Fig. 10].
79 Everett (1957).
80 DeWitt (1970).
124 Kvantefilosofi