PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

eskrivelse af et system både før og efter en måling. Inden målingen befinder
systemet sig bogstaveligt talt i en superposition af mulige tilstande. Den
faktisk forekommende superposition er den, der gør udtrykket for bevægelsesligningen
sand. Efter målingen har den målte egenskab hver sin værdi i de
forskellige verdener, ligesom instrumentet registrerer hver sin værdi i hver sin
verden. Men dermed synes sandhedsbetingelserne, som gælder for brugen af
bevægelsesligningen, også at være opfyldte. For et probabilistisk udsagn er jo
netop sandt, når udfaldet i samtlige verdener tages med i betragtning. Sandsynlighedsfunktionen
antages at summere over dem alle. For meningsrealisten
betyder det ikke noget, at vi principielt er udelukket fra at kunne afgøre, om
de øvrige udfald også er realiserede i hver deres verden.
Skønt mange moderne fysikere har udtrykt deres støtte til mange-verdensfortolkningen,
fordi de finder, at den giver et godt bud på måleproblemet, er
det ikke antallet af stemmer i fysiksamfundet, der afgør, om en fortolkning
er korrekt. Filosofisk set må fortolkningen omgærdes med dyb skepsis. Ikke
alene kan den næppe tilfredsstillende besvare alle de paradoksale spørgsmål,
som der kan rejses omkring identitet og aktualitet af de forskellige verdener.
Den opnår ligeledes, ligesom de to tidligere realistiske fortolkninger, kun at
etablere en realistisk ontologi og semantik ved at give køb på enhver form for
realistisk epistemologi. Man kan ikke påstå, at vi har objektiv viden om disse
forskellige faktiske verdener – eller for den sags skyld objektivt eksisterende
superpositionelle tilstande. Og mener vi alligevel, at vi har en sådan indsigt
blandt andet gennem interferensforsøg, er spørgsmålet, hvilke kognitive midler
vi så har til vor rådighed, der kan retfærdiggøre sandheden af troen på mange
verdener? Da sådanne verdener jo i sagens natur ikke er empirisk tilgængelige,
og da deres eksistens næppe lader sig påvise a priori, er vi helt afskåret fra at
godtgøre en påstand om, at vi har objektiv viden om andre faktuelle verdener
end blot den aktuelle verden.
Etablering af en realistisk ontologi og semantik for kvantemekanikken
åbner op for de mangfoldigste spekulationer. Uden nogen epistemisk mulighed
for at påvise indholdet af disse indbyrdes uforenelige fortolkninger er vi
afskåret fra at udpege, hvilken af dem der eventuelt giver os et korrekt billede
af den atomare verden. I det hele taget forekommer det at være et generelt
problem for en sådan fortolkning, at man kan skabe en realistisk ontologi og
en realistisk semantik, men at man i så fald må give afkald på en rimelig form
for epistemisk realisme. Derfor mødes vi med en mangfoldighed af versioner
af den grundlæggende relative-tilstandsmodel (mange verdener med og uden
interferens, mange bevidstheder, ‘relativistiske’ tolkninger, nogle ‘historier’ osv.)
Selvfølgelig fordi ingen af dem er metafysisk tilfredsstillende, fysisk forståelige,
132 Kvantefilosofi