PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

sin egen teori for måleapparatet, der siger, at instrumentet, ligesom objektet,
er et ægte kvantesystem og derfor kan beskrives af Schrödingers tidsafhængige
bølgeligning. Det sammensatte system, bestående af objekt og instrument,
befinder sig til ethvert tidspunkt i en veldefineret tilstand og er i besiddelse af
objektive egenskaber. Det får naturligvis konsekvenser. For hvordan forklarer
vi overgangen fra den deterministiske beskrivelse af det sammensatte system
til den målte objektværdi, som måleapparatet viser, når instrumentet igen
måler på objektet?
Hvad vi kan sige er, at efter den første forberedelse, eller formåling, befinder
objekt og instrument sig i en sammenfiltret tilstand, og denne sammenfiltring
ophører igen med adskillelsen af objekt og instrument ved den
endelige måling, og derved er objektets egenskaber ikke længere helt bestemt
af den unitære Schrödingerudvikling. Der optræder ganske enkelt et element
af indeterminisme i den sidste del af processen. Den, der er tilhænger af kvantemekanikkens
universalitet, kan ikke henvise til et kollaps eller en iagttagers
bevidsthed som forklaring, fordi måleapparatet inden adskillelsen jo er en del af
det sammenfiltrede system, der er karakteriseret ved en fælles superpositioneret
bølgefunktion for objekt og instrument. Apparatet kan ikke selv kollapse det
sammensatte systems bølgepakke, som det selv er med til at opretholde. Det
er kun mennesker, der kan tage livet af sig selv. Man må ganske enkelt finde
på noget andet.
Nu kan vi se, hvorfor det var vigtigt, at vi tidligere omtalte vektorer i
Hilbertrummet. Vi husker nok, at vektorer, som er ortogonale på hinanden,
repræsenterer systemets mulige tilstande i Hilbertrummet. Bølgefunktionen
eller rettere tilstandsvektoren udtrykker samtlige af disse mulige tilstande.
Hilbertrummet er matematisk set et kompleks, mange-dimensionalt rum.
Normalt vil de fleste sige, at det er temmelig abstrakt og ikke spor konkret.
Men mange-verdensfortolkningen forudsætter uden diskussion, at Hilbertrummet
repræsenterer en virkelig fysisk entitet. For hvis samtlige mulige tilstande
realiseres i hver deres verden, svarer det til at sige, at Hilbertrummet giver os et
bogstaveligt billede af disse mange verdener. Rummet, som vi ser det, er således
nok en tredimensional verden, men det er i virkeligheden blot en ubetydelig
del af en langt større fysisk verden af uendelig mange ikke-rumlige dimensioner.
Denne superduper Hilbert-verden indeholder altså ufattelig mange tredimensionelle
verdener, hvis antal hele tiden forøges gennem en opsplitning i nye
parallelle verdener.
Fortolkningen siger intet om den mekanisme, der får den aktuelle verden
til at dele sig i de mange verdener. Hvorfor deler bølgefunktionen sig ved
systemets vekselvirkning med måleinstrumentet eller med dets vekselvirkning
126 Kvantefilosofi