PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

mener Dummett, at hævdelse af bivalensprincippet – dette at et udsagn enten
er bestemt sandt eller bestemt falsk – er et definerende træk ved semantisk
realisme. Imidlertid er der fra flere sider, herunder bl.a. af den danske filosof
Andur Pedersen, blevet argumenteret imod denne antagelse. 78 En sådan afvisning
giver realisten mulighed for at sige, at der findes beskrivende udsagn i
kvantemekanikken, som ikke har bestemte sandhedsværdier, men som hverken
er sande eller falske, fordi det omtalte objekt har vage egenskaber, der udelukker
de pågældende sætninger fra at have nogen sandhedsværdi. Her bør det
bemærkes, at der er forskel på at sige, at udsagn, der omtaler vage egenskaber,
har bestemte sandhedsværdier, og på at sige, at udsagn, der omtaler skarpe
egenskaber, ikke (altid) har en bestemt sandhedsværdi på grund af eksistensen
af vage egenskaber. Sidstnævnte udsagns betydning kan stadig karakteriseres
i form af verifikationstranscendente sandhedsbetingelser, men sandhedsfunktionen,
der sørger for tilskrivning af en specifik sandhedsværdi til sådanne
udsagn, består kun i en partiel funktion.
Så langt, så godt. Den uskarpe fortolkning indeholder alligevel alvorlige
problemer. For det første får den i lighed med Bohms teori skabt en realistisk
ontologi og semantik på bekostning af en realistisk epistemologi. Det virker
i høj grad uplausibelt, at kvantemekaniske egenskaber er bestemte eller ubestemte,
afhængig af om vi har (er i færd med) eller ikke har iagttaget dem. Vi
kan altid kun iagttage skarpe værdier (inden for en bestemt måleusikkerhed);
vi vil aldrig være i stand til at observere uskarpe værdier, som vi ikke måler.
Hvordan kan vi så godtgøre, at vi har viden om vage eller ubestemte egenskaber,
når vi principielt er udelukket fra at kunne iagttage disse egenskaber? Og hvis
vi ikke har en sådan viden, hvordan kan vi så vise, at sætninger, der tillægger
vage egenskaber til et kvantemekanisk system, er sande eller falske?
Dette spørgsmål hænger sammen med det andet problem, som knytter
sig til den uskarpe fortolkning. For giver det overhovedet mening i realistisk
forstand at tillægge kvantitative egenskaber til en ting, såfremt man kun
samtidigt kan associere egenskaben med en værdi, hvis denne værdi lader sig
iagttage. Det er således ejendommeligt for en realist at hævde, at tilfredsstillelsesbetingelserne
for at tillægge partiklen visse kvantitative størrelser i den grad
beror på, om de pågældende betingelser er tilgængelige eller utilgængelige for
sanserne. Hvis de ikke kan iagttages, kan man kun tilskrive vage værdier, men
kun hvis de er tilgængelige, kan man tilskrive skarpe værdier. For en realist er
kravet jo netop, at de semantiske betingelser for at tillægge en genstand en
78 Pedersen (1984).
alternative fortolKninger
123