PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

selv omfatter apparaturet. Men hvis det er rigtigt, som eksempelvis mangeverdensfortolkningen
går ud fra, at kvantemekanikken er universel gyldig, så
betyder det også, at den kan bruges på alt i verden, endog universet selv, dvs.
også det apparatur, som bruges til at verificere teorien, og muligvis også den
iagttager, som bruger teorien. Det medfører problemet om selvreference. Det
vil sige, at teorien indbefatter teorien for dens egen test, dvs. alle de processer,
som empirisk skal bruges til at begrunde teorien. Kravet er derfor, som
påpeget af Peter Mittelstaedt, at teorien ikke blot er i overensstemmelse med
de empiriske kendsgerninger, men at disse kendsgerninger følger af teoriens
anvendelse på måleapparaturet. 91
Det interessante er nu, at Mittelstaedt er i stand til at vise, at denne pragmatiske
betingelse for teoriens universalitet ikke kan opfyldes, fordi (i) den
uundgåelige adskillelse af objekt og apparatur ødelægger forudsigeligheden af
objektive værdier hos objektet (indeterminisme); (ii) apparaturet tillader ikke
objektive viserværdier (manglende objektiviserbarhed); og (iii) en fuldstændig
verifikation af alle teoretiske påstande er umulig (ufuldstændighed). Det får ham
til at konkludere, at kvantemekanikken helt eksplicit udelukker en iagttager
fra at opnå fuldstændig og objektiv information om et individuelt system ud
fra erfaringen. Så hvis vi antager, at kvantemekanikken er den endelige og
universelle fysiske teori, er vi ikke i en position, hvor vi kan bekræfte denne
antagelse ud fra eksperimentel evidens.
Jeg vil endda gå videre end Mittelstaedt, ja, så langt som at sige, at kvanteteorien
overhovedet ikke kan gives en realistisk fortolkning af den enkle grund,
at teorien kun drejer sig om, hvad vi kan observere. Hvis en teori kun udtaler
sig om de iagttagelige fænomener, kan den ikke med rimelighed tolkes, som om
den siger noget om de ting, vi ikke kan iagttage. Kvantemekanikken forudsiger
observationer, den beskriver ikke virkeligheden i sig selv. Borns probabilistiske
forståelse af bølgefunktionen viser det. Sandsynligheden for at observere en
partikel et givent sted er bestemt af kvadratet på partiklens bølgefunktion.
Denne størrelse kan ikke tolkes som sandsynligheden for, at partiklen netop
opholder sig på det sted. For at størrelsen skulle kunne fortolkes ontologisk, og
ikke blot epistemisk, så måtte reglen også kunne bruges i dobbeltspalteforsøget
til at forudsige, gennem hvilken spalte partiklen smuttede. Partiklen ville i
så fald have en bestemt sandsynlighed for at gå igennem den ene eller anden
spalte i stedet for blot at have en sandsynlighedsamplitude. Som det er nu,
kan den omtalte størrelse kun angive sandsynligheden for at iagttage partiklen
91 Mittelstaedt (2001), s. 180.
160 Kvantefilosofi