PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

sådant er tilfældet. Everetts mange-verdensfortolkning går ud på, at alle mulige
resultater af en måling eksisterer på lige fod, mens københavnerfortolkningerne
kun vil kendes ved den aktuelle værdi. For alle disse fortolkninger gælder
imidlertid, at ingen af dem kan forklare den individuelle hændelse: hvorfor
er det lige netop, at eksperimentet kommer ud med præcis dette resultat og
ikke et andet? Helt generelt er det sådan (med de få undtagelser, hvor systemet
befinder sig i den valgte observabels egentilstand), at kvantemekanikken
forudsiger, hvad der vil ske ved iagttagelsen af en stor mængde individuelle
systemer. Det er der ingen fortolkning, der kan lave om på.
Den store forskel mellem københavnerfortolkningerne på den ene side og
de øvrige omtalte fortolkninger på den anden er, at de førstnævnte kun henholder
sig til forhold, vi faktisk kan erkende empirisk, hvorimod de sidstnævnte
henviser til eksistensen af noget, som vi principielt er afskåret fra at erkende
empirisk. Der er således en markant forskel på grundlaget for den kopernikanske
revolution i renæssancen og eksempelvis mange-verdensfortolkningen af
kvantemekanikken. For selvom erfaringens umiddelbare vidnesbyrd støttede
den geocentriske forestilling, var det desuagtet også erfaringen, der i form af
astronomiske observationer gav støtte til den heliocentriske tanke. Mangeverdensfortolkningen
lover derimod ikke andre forudsigelser end de øvrige
fortolkninger.
Hele diskussionen kan derfor koges ned til det enkle spørgsmål: Hvor langt
kan fornuften råde hinsides erfaringen – hvor går erkendelsens grænser? Her
er det, at jeg personligt mener, at de for længst er overskredet med især Everetts
fortolkninger, fordi de opstiller erkendelsens grænser langt fra erfaringens
enemærker. Københavnerfortolkningerne er derimod mere beskedne. De har
opgivet troen på den klassiske objektivitet, at kvanteverden er noget ganske
bestemt uafhængig af vor iagttagelse. For disse fortolkninger består der et
sammenfald mellem erfaringernes nødvendighed og erkendelsens muligheder.
Vi er medbestemmende for, hvordan kvanteverden er, fordi vi frit kan vælge
dens dynamiske egenskaber, men også kun medbestemmende, fordi naturen
selv afgør, hvordan den valgte egenskab manifesteres.
Så ovenstående spørgsmål kan derfor koges ned til, om der findes afgørende
filosofiske grunde til at vælge de mere beskedne fortolkninger. Her er så en af
dem: Vi har tidligere omtalt, at ethvert sprog, enhver fysisk teori, består af en
syntaks, en semantik og en pragmatik. Pragmatikken angår måden, sproget
bruges på. En ytrings betydning er således bestemt af sætningens mening og
dens anvendelse. Det, der fastlægger pragmatikken for fysikkens teoretiske sætninger,
er naturligvis deres anvendelse under hensyntagen til måleapparaturets
egenskaber. Kravet er blot, at teorien er begrænset til et domæne, som ikke
en filosofs BeKendelser
159