PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

ved instrumentet så vel som objektet, mens andre gange indgår en del af instrumentet
sammen med objektet i den kvantemekaniske beskrivelse. Adskillelsen
mellem objekt og forsøgsapparat kan derfor kun opretholdes mellem
de egenskaber ved instrumentet, der er korreleret under vekselvirkning med
objektet, med de egenskaber ved det iagttagne objekt, som vi søger at måle.
Skellet mellem den klassiske verden og atomernes verden markerer en objektiv
grænse, der er defineret i forhold til det eksperiment, som er under udførelse.
For Heisenberg synes grænsen mellem instrument og objekt og den mellem
mikroverdenen og makroverdenen derimod at falde sammen, selvom den kan
flyttes vilkårligt langt i retning af apparaturet. Kristian Camilleri har for nylig
påvist, at dette er en væsentlig forskel mellem Bohrs og Heisenbergs måde at
anskue skellet på, en uenighed som de to herrer diskuterede i en brevveksling
i 1935, men som knap nok tidligere er blevet bemærket. 56 Snarere er det sådan,
at det er Heisenbergs synspunkt, der atter tegner københavnerfortolkningen
i mange fysikeres og filosoffers bevidsthed.
Afgørende for Heisenberg var imidlertid, at netop fordi menneskers fysiske
erfaring kun kan beskrives klassisk, må kollapset af den superpositionerede
kvantetilstand (som jo ikke er en klassisk tilstand) være en diskontinuerlig
proces. Hos Heisenberg forandrer måleinstrumentet den myriade af mulige
begivenheder, som bølgefunktionen eller tilstandsvektoren repræsenterer, til
en enkelt aktualiseret begivenhed. Derved sker der en abrupt reducering af
den totale mængde af information, som ligger hengemt i kvantetilstanden,
og apparaturet boner ud med et enkelt resultat, som man kan skaffe sig viden
om. Ud over dette kan kollapset ikke beskrives yderligere.
Dog kan der siges en ting mere – med en udtalelse, som indirekte lægger
luft til hans positivistiske lømmelår: Det, der sker med et kvantesystem, når
det vekselvirker med måleinstrumentet, angår “det fysiske, ikke den psykiske
iagttagelse, og vi kan sige, at overgangen fra det ‘mulige’ til det ‘aktuelle’ sker
i det øjeblik, da objektet interagerer med måleinstrumentet, … det er ikke
forbundet med registreringen af resultatet i iagttagerens bevidsthed”. 57 Alt tyder
imidlertid på, at overgangen fra det mulige til det aktuelle hos Heisenberg ikke
skal forstås som et kollaps af en fysisk virkelig udstrakt bølgepakke i rummet,
men en abstrakt beskrivelse af objektive tendenser.
At Heisenberg med tankerne om potensia gav sig ud på metafysikkens
halsbrækkende glidebane, er der sikkert mange, der må have følt, en manøvre
56 Camilleri (2009), s. 127-128.
57 Sammesteds, s. 54.
KøBenhavnerfortolKningerne
95