PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

For Heisenberg (som for Bohr) gjaldt det, at al erfaring, som vi opnår ved at
iagttage systemet, kun kan beskrives i de sædvanlige rumlige og tidslige begreber
ved at bruge begreberne fra den klassiske fysik såsom position, tid, impuls
og energi. Deres anvendelse er kun begrænset af ubestemthedsrelationerne.
Derimod kan det uiagttagede og det uforstyrrede system kun beskrives af
bølgefunktionen i konfigurationsrummet. Overgangen fra kausalbeskrivelsen,
repræsenteret af udviklingen af bølgefunktionen, og en klassisk rum-tidsbeskrivelse,
er karakteriseret som en diskontinuerlig forandring, der fremkommer
ved iagttagelsen. Denne diskontinuerlige forandring svarer til “reduktionen
af bølgepakker”. 50
Det er en ganske forvandlet Heisenberg, vi møder her. Dagene, hvor han
på positivistisk manér skrev om sine upræcishedsrelationer og gammamikroskopet,
havde han for længst lagt bag sig. Udtrykkeligt afviser han, at københavnerfortolkningen
på nogen måde skulle være positivistisk. For som han
rigtigt konstaterer: “Hvor positivismen bygger på iagttagerens sanseperception
som virkelighedens byggesten, betragter københavnerfortolkningen ting og
processer, som kan beskrives ved hjælp af klassiske termer, dvs. det aktuelle,
som grundlaget for enhver fysisk tolkning.” 51 Denne karakteristik opsummerer
meget godt, hvad der synes at være et fællestræk ved alle københavnerfortolkninger.
Det er den klassiske fysiks sprog, der begrænser os i, hvad vi kan sige
meningsfuldt om virkeligheden. Det er brugen af dette sprog, som definerer,
hvad vi kan forstå ved den objektive virkelighed. Der giver således ikke mening
at tale om, at fotonen eller elektronen må være et sted mellem to iagttagelser i et
forsøg, fordi betingelserne for at tale om deres sted og impuls ikke kan indfries
samtidigt. Ingen af disse partikler følger ifølge københavnerfortolkningerne
en bestemt bane i Bohrs dobbeltspalteforsøg eller Wheelers forhalingsforsøg.
Men hvor Bohr var tilfreds med at tale entydigt om det aktuelle, dvs. de observerede
partikler, ønskede Heisenberg at gå et skridt videre. 52 Ikke fordi han
ønskede at fravige kravet om, at al erfaring kun kan beskrives i den klassiske
fysiks termer. Hans matematiske tilgang til atomernes verden var alligevel stærkere
end Bohrs. Han søgte en måde at tale om det på, som Bohr mente, man
ikke kunne tale om, men således, at det ikke forpligtede ham på en objektiv virkelighed
knyttet til rum og tid. Måden var at tildele systemets tilstand beskrevet
ved Schrödingers ψ-funktion (bølgefunktionen), eller tilstandsvektoren Ψ i
50 Heisenberg (1958), s. 27.
51 Sammesteds, s. 127.
52 Se Camilleri (2009), s. 165-171.
KøBenhavnerfortolKningerne
93