PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

Hvis man for det andet antager, at partiklen befinder sig i en superpositioneret
tilstand, som beskrives af Schrödingers ligning mellem to eksperimentelle
observationer, får man ifølge realisten problemer med målingen. Realisterne
mener jo, at fysiske teorier repræsenterer verden, som den er, og de mener
derfor, at fysiske teorier, herunder kvantemekanikken, skal tolkes, så vi kan
forstå alle sider af teoriens forhold til verden. For realisten er det et problem,
at Heisenbergs standardopfattelse overhovedet ikke indeholder en forklaring
på, hvordan måleapparaturet kollapser den superpositionerede tilstand til en
egentilstand. Måleproblemet er i realistens øjne et virkeligt problem, fordi
bølgefunktionens kollaps er en fysisk proces, som standardfortolkningen ikke
forholder sig til. Hvis kvantemekanikken er en fuldstændig beskrivelse, må
den naturligvis også på en eller anden måde kunne beskrive et sådant kollaps.
Her er det ikke tilstrækkeligt blot at henvise til, at der er tale om en indeterministisk
om end dynamisk proces. For selv en proces af den slags bør kunne
beskrives med fysiske begreber. Der findes, påpeger den utilfredse realist, en
fysisk, dynamisk proces, nemlig det fysiske kollaps, som standardopfattelsen
ikke kan give en tilfredsstillende redegørelse for.
Bohr derimod havde en anden opfattelse. Han rammes ikke af denne kritik.
Vi husker nok, at Bohr formulerede hypotesen om partiklens og instrumentets
uadskillelighed. I overensstemmelse med denne antagelse er det ikke muligt at
anvende den kvantemekaniske formalisme på et isoleret system. Bølgefunktionen
eller tilstandsvektoren repræsenterer det sammenfiltrede system, men
helt afgørende er, at der ikke er tale om en normal repræsentation. Den er
symbolsk. Hvad kan Bohr mene med det?
Sædvanligvis forstås et symbolsk sprog i modsætning til et bogstaveligt
sprog. For Bohr var det bogstavelige sprog knyttet til talen om det, der kan
anskues i rum og tid. Kvantesystemet kan ikke anskues billedligt, fordi dets
bane ikke kan forfølges i rum og tid, som netop det klassiske system kan, og
vi kan derfor ikke anvende den klassiske fysiks bogstavelige sprog på kvantesystemet.
Et sted, hvor det siges tydeligt, er eksempelvis i følgende passage fra
1948:
Hele formalismen skal betragtes som et redskab til at udlede forudsigelser, der har en helt
bestemt eller statistisk karakter, og som angår informationer, der er opnåelige under eksperimentelle
betingelser, som kan beskrives i klassiske begreber og specificeres ved hjælp af
parametre, der indgår i algebraiske ligninger eller differentialligninger, hvortil henholdsvis
matricer eller bølgefunktioner er løsninger. Disse symboler, som det allerede antydes ved
brugen af imaginære tal, er ikke selv modtagelige for billedlig fortolkning; og selv afledte
virkelige funktioner som tætheder og strømme (currents) kan kun betragtes som udtryk
108 Kvantefilosofi