PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

verden, som vi ikke kan se, og som er meget forskellig fra den, vi kan mærke
og føle på. Videnskabelige teorier har som formål at repræsentere verden, som
den er, og de bedste af dem giver os en sandfærdig repræsentation af de ting,
de omhandler.
Før vi ser på, hvad det er, realisterne er så utilfredse med, når det gælder
kvantemekanikkens gængse tolkning, skal vi prøve at give en præcisere filosofisk
karakteristik af, hvad vi skal forstå ved videnskabelig realisme.
Man kan for det første være realist med hensyn til teoretiske entiteter og de
naturlove, som disse entiteter er underlagt. Dette kan vi kalde realistens svar på
det ontologiske spørgsmål. Til det spørgsmål siger realisten, at de fysiske ting,
virkeligheden kan siges at bestå af, eksisterer uafhængigt af den menneskelige
bevidsthed og dens kognitive formåen. De fysiske ting har også helt bestemte
egenskaber, uanset om vi er i stand til at erkende disse egenskaber eller ej. Af
samme grund antages naturlovene at komme til udtryk som reelt eksisterende
mekanismer og strukturer i naturen – mekanismer og strukturer, som får de
fysiske ting til at opføre sig på en ganske bestemt og regelmæssig måde. Virkeligheden
er med andre ord sådan, som den nu engang er – uberoende af os
selv og vore erkendelsesmidler.
Endvidere kan man være realist med hensyn til videnskabelige sætningers
mening. Det er realistens svar på det semantiske spørgsmål. Meningen kan
godt angå verifikationstranscendente træk ved den sproglige aktørs forståelse
af en sætning, dvs. træk som ligger uden for vor erkendelses grænser at
kunne fastslå. Det indebærer, at en ytring af en beskrivende sætning vil have
en sandhedsværdi, uanset om aktøren er afskåret fra at afgøre, om ytringen
faktisk er sand eller falsk. Realisten vil eksempelvis sige, at sætninger som “Der
findes andre intelligente væsner i universet” og “Alle mennesker er dødelige” er
sande eller falske, selvom vi ikke er i en position, hvorudfra vi kan afgøre det.
Vi mennesker kender ikke fremtiden, om der engang skulle findes et enkelt
evigtlevende individ, og vi mennesker kommer aldrig rundt til hver eneste lille
afkrog af universet. Denne form for realisme knyttes sædvanligvis sammen med
betragtninger om, at sandhedsværdien er noget, der fremkommer i kraft af
en korrespondens mellem ytringen og den af ytringen omtalte kendsgerning,
og at kendsgerningen eksisterer, selvom ytringen aldrig var blevet formuleret.
Endvidere forbindes semantisk realisme ofte med hævdelsen af begrebet bivalens:
Enhver kendsgerning forsyner altid en eller anden ytring med en af
sandhedsværdierne ‘sand’ eller ‘falsk’, således at alle beskrivende udsagn er
enten sande eller falske.
Endelig kan man være realist med hensyn til, om man mener, at der findes
et effektivt middel eller en sikker procedure til at godtgøre, om videnskabelige
KøBenhavnerfortolKningerne
105