PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

Kants indflydelse
Hvad angår vilkårene for den menneskelige erkendelse, har Bohrs tænkning
stærke rødder i den danske filosof Harald Høffdings (1843-1931) lære, der står
som brobygger til Kants filosofi. I afvisningen af Kants ide om ting-i-sig-selv
lægger denne lære sig op ad den nykantianske bevægelse, man ser blomstre
op før og efter 1900 og blive en del af den filosofiske tidsånd. Den store tyske
filosof Immanuel Kant (1724-1804) havde i sit hovedværk Kritik der reinen
Vernunft bl.a. forsøgt at fastlægge betingelserne for, hvordan objektiv erkendelse
af naturen er mulig som reaktion på den skotske filosof David Humes
(1711-1776) empiriske skepticisme.
Kant skelnede mellem tingene, som de fremtræder for os, og som de er i sig
selv. Det er, sagde Kant, kun tingene, vi kan erfare, som det er muligt at erkende.
Ting-i-sig-selv, dvs. ting uafhængigt af erfaringen og erfaringens betingelser, er
ikke erkendbare. Ideen om dem optræder blot som et grænsebegreb, som fornuften
opererer med i forsøget på at redegøre for oprindelsen til vores sansning.
Både Høffding og nykantianerne beundrede Kant meget. Alligevel afviste de at
følge ham på det punkt. En sådan skelnen gav ikke mening efter deres mening.
Tingene er, som de fremtræder for os i erfaringen, og der er ikke belæg for at
sige, at de er anderledes beskafne, end de syner for os. Tilsyneladende var det
denne skelnen, som Bohr mistænkte Einstein for at forsøge at opretholde i sin
kritik af kvantemekanikken, da han dagen før sin død sagde om Einstein: “Han
indtog det gammeldags filosofiske synspunkt, han indtog Kants synspunkt.” 24
Erkendelsen af naturen beror naturligvis på sanserne, som hjælper os til at
have sanseerfaringer. Kant sondrede mellem erfaringens form og dens materiale.
De sanseindtryk, jeg modtager, udgør erfaringens materiale, hvorpå forstanden
prenter sine aprioriske former, dvs. former som ikke beror på erfaringserkendelse
men kun kan fornuftserkendes. Muligheden for, at vi overhovedet kan
have erfaringer, beror på disse nødvendige forudsætninger for erfaringen, som
han kaldte for forstandens aprioriske former. Forstandens former strukturerer
så indtrykkene, vi modtager gennem sanserne. I alt er der tolv sådanne forstandsformer
eller kategorier, som ifølge Kant viser sig for fornuften som de
mulige domsformer, vi finder i sproget. Blandt forstandens former møder vi
grundbegreber som ting, relation, helhed, enhed, årsag-virkning.
Sansefornemmelserne foreligger samtidigt anskuet i rum og tid, som derved
bliver anskuelsens aprioriske former. Rum og tid er ikke således ikke forstands-
24 Faye (1991), s. xix.
Komplementaritet
55