PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

indByrdes meningsforsKelle
Han kunne være den også ungarskfødte Johann von Neumann. Dengang i 1935
var københavnerfortolkningen endnu ikke blevet til Heisenbergs brand, men
allerede på det tidspunkt var von Neumann, Heisenberg og andre sympatisører
begyndt at gå deres egne veje. Johann von Neumann (1903-1957) var en betydningsfuld
skikkelse i kvantemekanikkens historie. Han aksiomatiserede som
den første kvantemekanikken i sin fremstilling i The Mathematical Foundations
of Quantum Mechanics fra 1932. Heri gjorde han sig også tanker om forholdet
mellem kvanteformalismens determinisme og målingens indeterminisme, og
han forsøgte at løse måleproblemet ved at anvende kvantereglerne på alt i det
materielle univers. Derved indså han katastrofen med den uendelige regres, og
han pegede på en løsning, der næppe lader sig adskille fra Wigners.
Von Neumanns problem var, at hvis han udfører en måling på en partikel,
eksempelvis for at finde ud af en elektrons sted med to mulige udfald A eller B,
så vil han ved eksperimentets afslutning vide, om apparaturet peger på A eller B.
For von Neumann udvikler systemet sig deterministisk i overensstemmelse med
kvantemekanikkens bevægelseslove, som han kalder for type-2-processer, indtil
måling skaber et indeterministisk udfald, som er en ny slags type-1-processer.
Wigner derimod, som står uden for døren, vil på det tidspunkt skulle beskrive
hele systemet bestående af elektronen, måleapparaturet og von Neumann som
en superposition mellem to tilstande: 1) Elektronen er i A, måleinstrumenterne
viser, at den er i A, og von Neumanns overbevisning om, at elektronen er i
A, og 2) elektronen er i B, måleinstrumenterne viser, at den er i B, og von
Neumanns overbevisning om, at elektronen er i B. Det er først, da Wigner
gør sin entre, at dette større systems superpositionerede tilstand kollapser, men
udenfor står endnu en ven af von Neumann og Wigner, og denne må finde
plads til Wigners viden om A eller B i sin beskrivelse af det endnu større system.
Og så har vi hele miseren med den uendelige regres.
Von Neumann, Wigner og deres fælles ven kan ikke alle have ret i deres
beskrivelse. Der må findes en enkelt fælles virkelighed, som alle kan tilslutte
sig. Von Neumann mente, at løsningen var at finde i de to slags processer. 64
Der findes type-2-processerne, som kvantemekanikken beskriver, og så er der
type-1-processerne, som består i målingen, men som kvantemekanikken ikke
kan beskrive. Skiftet i den fysiske udvikling fra en type-2- til en type-1-proces
fremkommer ved bevidsthedens tilstedeværelse, dvs. det, der gør en måling til
64 von Neumann (1932/55), s. 420
KøBenhavnerfortolKningerne
101