PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

udvider man det oprindelige system til et større ubestemt system, som så skal
beskrives kvantemekanisk. Men det undgår man helt og holdent, påpegede
Wigner, hvis man antager, at bevidstheden er nødvendig for enhver kvantemekanisk
måling, og man i øvrigt antager, at en bevidst iagttager altid er i en
bestemt tilstand. Vennen ved jo allerede, inden Wigner kommer tilbage, om
katten er død eller levende. Bevidsthed er åbenbart ikke en kvantemekanisk
tilstand. Den kunne derfor heller ikke være materiel. For Wigner var bevidstheden
netop ikke materiel – han opfattede eksemplet som et argument for
dualisme.
Er det absolut utænkeligt, at bevidstheden kunne befinde sig i en superpositioneret
tilstand mellem at vide, at katten er død, og at vide, at katten er
levende? Hertil svarer Roger Penrose:
Iagttagerens iagttagelsestilstand anses for at være sammenfiltret med kattens tilstand. Iagttagelsestilstande
‘jeg ser en levende kat’ ledsages af den ‘levende kats’ tilstand, og iagttagelsestilstanden
‘Jeg ser en død kat’ ledsages af den ‘døde kats’ tilstand … Det antages derefter,
at et observerende væsen altid finder, at hans/hendes iagttagelsestilstand er i én af disse to
tilstande, og i overensstemmelse hermed er katten, i den iagttagede verden, enten i live eller
død … Jeg vil gøre det klart, at sådan som tingene er, indebærer det ikke nogen løsning
på katteparadokset. For der er intet i den kvantemekaniske formalisme, der kræver, at en
bevidsthedstilstand ikke kan involvere en samtidig iagttagelse af en levende og en død kat. 63
Til det kan man så sige: Nej, men der er noget i virkeligheden, der kræver
dette. Da vi aldrig er faldet over en sådan superpositioneret bevidsthedstilstand,
er det vel grund nok for os til at tro på, at kvantemekanikken ikke kan
anvendes til at beskrive bevidstheden, uanset om vi antager, at sindet har en
materiel oprindelse. Selvfølgelig siger den matematiske formalisme intet, der
udelukker, at bevidsthedstilstande kan eksistere i indholdssuperposition. Men
det er alene af den grund, at der intet er i selve den matematiske formalisme,
der taler om iagttagelse eller bevidsthedstilstande. Den slags ræsonnementer
er et eksempel på en absurd matematisk realisme – som om formalismen
dels tolkede sig selv og dels dikterede, hvad der kan eksistere i virkeligheden.
Valget synes derfor at stå mellem at finde årsagen til kollapset i katten eller i
iagttagerens bevidsthed – eller måske i noget helt femte.
Men hvem mon var Wigners ven?
63 Penrose (2004), sec. 29.8.
100 Kvantefilosofi