PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

“kvantemekanikken, denne mystiske, forvirrende disciplin, som ingen af os
virkelig forstår, men som vi ved, hvordan vi skal bruge” 74 taler han ganske
givet på manges vegne. Bag skuffelsen ligger en nagende følelse af, at der er
noget lorent ved Schrödingers bevægelseslignings deterministiske beskrivelse
af en partikels udvikling i kombination med det efterfølgende, indeterministiske
kollaps af bølgepakken, som målingen fremkalder. Målingen reducerer
mængden af mulige værdier til én aktuel værdi, uden at nogen kan sige noget
præcist om hvordan. Det er måleproblemet i en nøddeskal.
Folk uden for københavnerkredsen har især hæftet sig ved von Neumanns
henvisning til bevidsthedens aktive indblanding, og den udlægning er så blevet
stående tilbage som det, der karakteriserede københavnerfortolkningen.
Prøv blot at besøge Wikipedia og lav opslag på kvantemekaniske emner. Dér
vrimler det overalt med karakteristikker af københavnerfortolkningen, og det
fremføres igen og igen, som kontrast til andre fortolkninger, at denne fortolkning
forbinder bølgefunktionens kollaps med bevidsthedens aktive medvirken.
Det skønt von Neumann synes at have været den eneste, der virkelig hævdede
synspunktet, det skønt både Bohr og den modne Heisenberg udtrykkeligt
vendte sig imod det, og det skønt bølgefunktionen ifølge Bohr ikke repræsenterer
partiklens objektive tilstand og derfor ikke meningsfuldt kunne give
anledning til at tale om et fysisk kollaps frembragt af bevidstheden. Myter er
ofte mere sejlivede end sandheden.
Holdningen blandt modstanderne af københavnerfortolkningen synes at
være, at selvom vekselvirkningen er ukontrollerbar, behøver den jo ikke at være
uanalyserbar. Hovedparten af realisterne og teoretikerne mener, at da målingen
er en objektiv fysisk proces, må det være muligt at beskrive den i objektive
termer. Hvordan det så skal ske, er der bestemt ikke enighed om.
grW
En ting er københavnerfortolkningens tilhængere så vel som kritikere enige
om. Kvantemekanikken fremstår i sin oprindelige form som en probabilistisk
teori, der beskriver den individuelle partikels udvikling ud fra en sandsynlighed
for at blive observeret et bestemt sted i rum og tid. Teorien giver ikke
mulighed for at beskrive den individuelle partikels tilstand undtagen som en
mulig iagttagelse ved hjælp af et passende forsøgsapparatur. Det er hverken
muligt at beskrive præcist, hvad der sker mellem målingerne, eller hvad der
74 Citeret i Hiley & David Peat (1987), s. 5.
114 Kvantefilosofi