PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

enhver mulighed for iagttagelse udelukket, og frem for alt taber begreberne tid og rum deres
umiddelbare betydning. Tillader vi på den anden side for at muliggøre iagttagelse eventuelle
vekselvirkninger med dertil egnede ikke til systemet hørende målemidler, er ifølge sagens
natur en entydig definition af systemets tilstand ikke mere mulig, og der kan ikke blive tale
om kausalitet i sædvanlig forstand. Ifølge kvanteteoriens væsen må vi altså nøjes med at
opfatte rum-tidsbeskrivelsen og kausalitetsfordringen, hvis forening karakteriserer de klassiske
teorier og som symboliserer iagttagelses- og definitionsmulighedernes idealisation, som
komplementære, men hinanden udelukkende træk i beskrivelsen af erfaringens indhold. 19
Og lidt senere siger han: “I virkeligheden stiller kvantepostulatet os ved beskrivelsen
af de atomare fænomener over for den opgave at udvikle en “komplementaritetsteori”,
hvis modsigelsesfrihed kun kan bedømmes ved at veje
definitions- og iagttagelsesmulighederne mod hverandre.” 20
Med andre ord betyder opdagelsen af virkningskvantet, at man i kvantefysikken
bliver nødt til at opgive den forening, vi har set i den klassiske fysik,
mellem en kausal beskrivelse, som Bohr associerer med impuls og energibevarelse,
og en rum-tidslig beskrivelse. Netop denne forening af de to slags
beskrivelser i den klassiske fysik gav fysikerne en mulighed for at definere
systemets fremtidige tilstand og dernæst være i stand til at iagttage, om systemet
var i den pågældende tilstand. I kvantemekanikken må man derimod
renoncere på en sådan samlet beskrivelse og betragte de to slags beskrivelser
som komplementære, dvs. som uforenelige men tilsammen udtømmende.
Det er også værd at notere sig, at denne form for komplementaritet ikke
er afhængig af eksperimenter, der gensidigt udelukker hinanden. Der er på
dette tidspunkt hos Bohr tale om, at der består en komplementær forbindelse
mellem definition af atomets stationære tilstand, karakteriseret ved elektronens
energi, og iagttagelsen af den bundne elektrons position til et givent tidspunkt
ved en måling med et ydre instrument.
Men dette var ikke de eneste ejendommelige træk, man opdagede ved de
atomare objekter. Det havde nemlig allerede vist sig inden fremkomsten af
kvantemekanikken, at elektronen i visse eksperimentelle sammenhænge opførte
sig som en partikel, mens den i andre situationer teede sig som en bølge. Men
hvordan kan noget være både en bølge og en partikel? Der findes jo ikke runde
firkanter! Denne dualisme mellem elektronens partikel- og bølgeegenskaber
er en stadig kilde til megen undren blandt fysikere så vel som filosoffer, som
19 Bohr (1958), s. 48-49.
20 Bohr (1958), s. 49.
Komplementaritet
49