PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

Det karakteristiske ved den klassiske fysik er bl.a., at vi uhindret kan drage
en skarp adskillelse mellem forsøgsinstrumentet og det fysiske system, der
studeres. Normalt har instrumenter og apparaturer ingen indflydelse på de
ting, som de bruges til at iagttage. Og i de tilfælde, hvor de har, kan man
præcist redegøre for hvordan og hvor meget. Den viden, fysikerne har opnået
om naturen igennem udviklingen af den klassiske fysik, er bragt til veje ved,
at de efterhånden har udført eksperimenter og igennem en stadig tilnærmelse
opnået en overensstemmelse mellem vore antagelser og erfaringer, uden at beskrivelsen
af den grund påvirkes af de aktuelle eksperimentelle betingelser eller
på anden måde af vor umiddelbare iagttagelsessituation. Så selvom betingelserne
for beskrivelsen af et systems adfærd inden for den klassiske mekanik er delvis
bestemt af en iagttagelse af systemets begyndelsestilstand, så er beskrivelsen
objektiv, fordi definitionen af systemets mulige, fremtidige tilstande hverken
afhænger af de aktuelle eksperimentelle betingelser eller den umiddelbare iagttagelsessituation.
Eller sagt på en anden måde: Beskrivelsen er sand uafhængigt
af, om vi rent faktisk efterforsker, om den er sand. Dvs. de definerede værdier
for de enkelte fysiske størrelser kan tillægges systemet, uanset om de ledsages
eller ikke ledsages af en iagttagelse. Men samtidig rækker betingelserne for en
objektiv beskrivelse ikke ud over vilkårene for vor erkendelse, som er forbundet
til, hvad der i princippet kan iagttages.
Men den klassiske fysik er ikke bare Newtons og Maxwells love. En vigtig
indsigt i videnskaben er at forstå, at teorier udarbejdes under visse metafysiske
forudsætninger. Der er tale om principper, der angiver virkelighedens
grundlæggende strukturer og fundamentale beskaffenhed. De er ofte usynlige
for den udøvende videnskabsmand, men de udgør en del af det paradigme,
som styrer hans arbejde, som påpeget af den amerikanske videnskabsfilosof
Thomas S. Kuhn (1922-1996) i bogen The Structure of Scientific Revolutions fra
1962. Et paradigme dækker over mere end blot en videnskabelig teori. Et paradigme
er ikke blot en række antagelser formuleret i et matematisk sprog. Et
paradigme består af metafysiske antagelser (ontologiske principper), symbolske
generalisationer (love og teorier), eksemplarer (standardmodeller) og værdier
og standarder. Paradigmebegrebet hjælper os til at forstå, at videnskab består
af andet og mere end blot matematiske teorier, skønt man ikke behøver at dele
Kuhns tankegang, at paradigmer, der i videnskabshistorien afløser hinanden,
er indbyrdes inkommensurable. 4
Fysikerne arbejder inden for et paradigme. For eksempel den klassiske meka-
4 Se Faye (2006).
18 Kvantefilosofi