PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

KvantemeKaniKKen
I sensommeren 1925 kom Werner Heisenberg til København. Med i kufferten
havde han en ny kvanteteori, der indvarslede en helt ny æra i fysikken. Om
teorien, som han udarbejdede under et sygeophold på øen Helgoland i juni,
siger Heisenberg selv: at den “i en vis forstand repræsenterede kvintessensen
af vore samtaler i København, nemlig en matematisk formulering af Bohrs
korrespondensprincip. Jeg håbede ved en ny og for mig selv endnu meget
fremmedartet matematisk metode at have fundet en vej til de mærkværdige
sammenhænge, som allerede under samtalerne med Bohr og Kramers af og
til var kommet til syne.” 8 Bohrs reaktion hører vi også om: “Bohr var yderst
interesseret og havde i hvert fald ikke mere nogen indvendinger mod radikalt
at give afkald på de anskuelige billeder. Hvorvidt de matematiske metoder
ville lade sig udbygge til en fuldstændig teori var imidlertid på dette tidspunkt
endnu ikke afgjort.”
Et par sider forinden i sin beretning fortæller Heisenberg, hvordan han
i løbet af foråret havde fået Bohr overbevist om nødvendigheden af helt
at forlade de anskuelige billeder og tage skridtet over i den matematiske
abstraktion. Med anskuelige billeder mente han, at fysiske teorier sædvanligvis
repræsenterer et fysisk objekt som en ting, der kan anskues i rum og tid.
Bohrs model var utilstrækkelig, fordi den stadig beskrev elektronbanerne
og udsendelsen af den elektromagnetiske stråling, som om disse var visuelt
tilgængelige, eller rettere sagt som om disse lå inden for eksperimenternes
rækkevidde. For at komme videre plæderede Heisenberg, ligesom Pauli, derfor
for det formålstjenlige i at skippe enhver beskrivelse, der forsøgte at bibeholde
anskuelsens form.
Det arbejde, som Heisenberg præsenterede for Bohr, var blot en foreløbig
skitse. Men som han skrev til Pauli, da han vendte tilbage fra Helgoland:
“Alting er stadig vagt og uklart for mig, men det ser ud til, at elektronerne
ikke mere bevæger sig i baner.” For at undgå Bohrs klassiske, men usynlige
8 Heisenberg (1964), s. 96.
KvantemeKaniKKen
33