PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

i Atomfysikken” fra 1949. 27 Bohr havde nemlig i diskussioner med Einstein i
1927 påpeget, at for at kunne bestemme impulsoverførslen så nøjagtigt, som var
nødvendigt for at sige, om partiklen gik igennem b eller c, må man samtidig
kende skærmen S 1 ’s egen impuls med endnu større nøjagtighed. For man kan
jo ikke nøjes med at kende skærmens impuls efter partiklens vekselvirkning;
man må kende dens impuls både før og efter for at kunne konkludere, hvad
den har fået tilført fra partiklen. Men en sådan præcis kontrol med impulsoverførslen,
konstaterede Bohr, ville medføre en tilsvarende uskarphed i skærmens
position, som Heisenbergs relationer angiver. Denne ubestemthed er stor nok
til, at den genopstår i sværtningen på den fotografiske plade, da længden fra a
over b, eller fra a over c, til et punkt d på den fotografiske plade får en endnu
større ubestemthed. Der opstår en større ubestemthed i de enkelte stribers
beliggenhed, så der ikke længere kan konstateres et interferensmønster.
Så vil man prøve at konstatere, om en partikel nu også er en partikel ved
at finde ud af, hvilken vej den bevæger sig igennem S 2, igennem b eller c, ødelægges
enhver evidens for, at den også kan optræde som en bølge. Og vil man
prøve at konstatere, om en partikel nu også er en bølge ved at nagle skærmen
S 1 fast, ødelægges enhver evidens for, at den også kan optræde som en partikel.
Vi står over for et valg mellem enten at efterspore en partikels vej eller iagttage
interferensvirkningerne. Det forholder sig ikke sådan, at partiklen ændrer opførsel
afhængig af, om der eksisterer en åben spalte, hvorigennem “den kunne
vises ikke at passere”. Vi kan i sådanne situationer ikke “skelne skarpt mellem
en selvstændig opførsel af atomare objekter og deres vekselvirkning med de
måleinstrumenter, som tjener til at definere betingelserne hvorunder fænomenerne
optræder”. 28 Der er derimod tale om komplementære fænomener, som
optræder under gensidigt udelukkende forsøgsopstillinger.
For Bohr betød dette, at det ikke blot drejer sig om en ødelæggelse af
de epistemiske muligheder for at fastlægge tilstedeværelsen af henholdsvis en
bølge eller en partikel, men en ødelæggelse af de begrebslige muligheder for at
tale om dem som bølger eller partikler. Betingelserne for at tale om en bølge
forudsætter, at betingelserne for at tale om superposition er opfyldte, og det
er disse betingelser, der elimineres, når S 1 ikke er fikseret men gøres bevægelig.
Ligesom betingelserne for at tale om partiklens bane mellem S 1 og S 2 (eller
sted i S 2 -passagen) elimineres, når S 1 fikseres i forhold til S 2 .
Einstein var utrættelig. Han kom igen. På næste Solvay-konference i 1930
27 Se Bohr (1957), s. 58 ff.
28 Bohr (1957), s. 61.
Bohrs og einsteins uenighed
67