PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

Bohrs og einsteins uenighed
Polaroidsolbrillerne kom på markedet, mens jeg var dreng. Forskellen til gammeldags
indfarvede glas opdagede jeg hurtigt – eller måske fik jeg den fortalt. I
hvert fald viste jeg den til andre drenge på min egen alder. Man kan naturligvis
se igennem polaroidglas – det er ligesom mening med dem. Man kan endda
se igennem to par solbriller. Bærer man selv et par, kan man stadig se øjnene
hos en anden, der bærer et lignende par. Men tager man sine egne af og drejer
dem 90 grader, mens man ser igennem dem og holder øje med den andens
blik, sker der noget mærkeligt: Øjnene forsvinder bag et par totalt mørklagte
glas. Ingen af os drenge forstod det.
Fænomenet kan forklares med lysets bølgenatur: Lysstrålernes elektriske
felt svinger vinkelret på udbredelsesretningen. Polaroidglas er betrukket med
en plastfilm med lange molekylkæder, der ved strækning af filmen er blevet
orienteret i samme retning. Elektronerne kan derfor kun bevæge sig i molekylernes
længderetning. Det lys, hvis felt er polariseret vinkelret på molekylernes
længderetning, vil kunne passere uhindret igennem, mens det, der er polariseret
langs med længderetningen, vil blive absorberet af solbrillen. Hvis så to
solbriller står vinkelret på hinanden, vil lyset først blive filtreret bort i den ene
retning – og derpå i den anden retning. Uigennemtrængeligt for lyset. Det var
netop denne egenskab, altså fotonernes polarisation, som i sidste ende skulle
vise sig at indeholde svaret på den livslange uenighed om kvantemekanikken,
der ret hurtigt opstod mellem Bohr og Einstein.
er KvantemeKaniKKen Konsistent?
Einstein mente i modsætning til Bohr, at verden dybest set er deterministisk, og
at kvantemekanikkens statistiske karakter blot var foreløbig. Og da Heisenbergs
usikkerhedsrelationer er en logisk konsekvens af den matematiske formalisme,
måtte der være noget i vejen med formalismen. Det første spørgsmål, som
Einstein derfor stillede sig, var, om det kunne tænkes, at kvantemekanikken
ikke var konsistent, at det kunne vises ud fra kvantemekanikkens eget grundlag,
at sted og impuls kunne måles samtidigt og med større præcision end
Bohrs og einsteins uenighed
61