PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

målingen, hader at spille ludo i den aktuelle verden, mens han er ludoman
i en anden konkret verden. Men det åbner bare op for et nyt problem: For
hvor mange af sine aktuelle egenskaber kan fysikeren være foruden, før det
ikke længere er ham i en anden verden? Hvilke egenskaber kan han undvære
for ikke længere at være sig selv?
Det er ikke let at give en god definition på, hvad der gør os til dem, vi er,
hverken her og nu eller over længere tid – en definition, som vi så kan bruge
til at finde ud af, om vi så er den, vi giver os ud for at være. Langt værre bliver
det, når vi taler om personlig identitet over mulige verdener. Det skal derfor
heller ikke lægges forslaget til last, at det ikke har et svar på det spørgsmål.
Men man må i det mindste kræve af mange-verdensfortolkningen, at den har
midler til at fortælle os, hvordan vi kan identificere en og samme partikel i
hver af de mange verdener. Vi kan ikke henvise til, at samme partikel befinder
sig samme sted i rum og tid. For det første er der jo alt det med Heisenbergs
ubestemtheder, og for det andet er der tale om forskellige verdener, som ikke
kan have samme rum og tid. Men findes der et andet princip? Ikke mig
bekendt. Man kunne naturligvis gå så langt som at hævde, at hvert objekt
ejer en bestemt form for egenhed, en slags essens, der netop gør det til dette
objekt. Med et fint ord kaldes dette også hæcceitas. Men da vi ikke har anden
adgang til en sådan egenhed end påstanden om, at den findes, vil det blot være
at tilføje endnu et mystisk forslag til et i forvejen besynderligt forslag. Hvor
megen indsigt kommer der ud af det?
Mange-verdensfortolkningen synes også at medføre uacceptable konsekvenser
for den personlige frihed. Som vi har set, er den, der udfører et kvantemekanisk
eksperiment, fri i den aktuelle verden til at vælge, hvilken egenskab
systemet har. Har systemet en bestemt position eller en bestemt impuls? Det
afgøres ved valg af eksperiment. Tag eksempelvis spinmålingen af to korrelerede
partikler i et Bell-forsøg. Før målingen er det komplet umuligt at tilskrive
nogen spinretning til hver af disse to partikler. Derpå kan Anna og Bo umiddelbart
vælge, i hvilken retning den ene partikel skal opnå en bestemt værdi
ved at orientere apparatet i overensstemmelse med den ønskede retning. De
vælger så at sige virkeligheden. Men dermed definerer de også virkeligheden
for spinretningen for den anden partikel. Hvad Anna og Bo derimod ikke har
indflydelse på er, om spinnet under målingen på den første partikel vil vise sig
at være parallelt eller antiparallelt. Altså vælger de egenskaben, mens naturen
vælger værdien. Så hvis det er dem i den aktuelle verden, der frit kan vælge,
hvilken egenskab systemet skal have, så synes Annas og Bos modstykker i de
alternative verdener blot at måtte følge trop og være tvunget til at måle den
egenskab, som de ikke selv har valgt, men som deres modstykke i den aktuelle
130 Kvantefilosofi