PDF-format - Aarhus Universitetsforlag

lysets kunne anvendes som forklaringen på eventuelle korrelationer mellem
partiklerne A og B. Lokalitetsprincippet er jo en grundsten i Einsteins specielle
relativitetsteori, i den forstand at lyshastigheden fungerer som den ultimative
grænse, der ikke kan overskrides af noget kendt signal. Man kan udtrykke det
ved at sige, at ingen kausal påvirkning kan udbrede sig med en hastighed, der
overstiger lysets hastighed.
Alt i Bohrs arbejder tyder på, at han ville benægte separabilitetsprincippet, der
udgør den anden forudsætning for de lokalrealistiske modeller og dermed også
for Einsteins tvivl om kvantemekanikkens fuldstændighed. Vi kan formulere
synspunktet sådan, at han hævdede en hypotese om uadskillelighed mellem de to
partikler. Bohr mente nemlig, at to korrelerede partikler A og B fysisk udgør
en udelelig helhed, som beskrives af den samme tilstandsfunktion, og som
udelukker enhver antagelse om, at enkeltsystemerne befinder sig i en bestemt,
men ukendt tilstand. Forholdet mellem A og B under spin- eller polarisationsmålingen
er helt analogt med forholdet mellem en partikel og dets måleapparatur
under fastlæggelsen af partiklens kinematiske og dynamiske tilstande.
Af et par korrelerede partikler kan den ene fungere som ‘måleinstrument’ for
den anden. Det så vi i Bohrs svar til Einstein, Podolsky og Rosen, hvor han
erstattede partikel B med en skærm til at måle A’s position eller impuls. Den
kvantemekaniske superposition angiver en ‘objektiv’ ubestemthed mellem
partikel og skærm, som kun kan opløses, hvis en måling reducerer superpositionen
til en af sine egentilstande, for eksempel igennem en impulsmåling
eller en stedmåling.
Hvad så med entanglement? I dag bruges udtrykket ‘entanglement’ i forbindelse
med de påviste korrelationer mellem partiklerne A og B. Når et system
bestående af to korrelerede partikler A og B befinder sig i en sådan ‘entangled’
eller sammenfiltret tilstand, så beskriver vi faktisk ikke partiklernes individuelle
tilstande – selv hvis de enkelte partikler er rumligt adskilte, så de ikke kan
udveksle signaler: Vi udtrykker tilstanden for det samlede system som superposition
af forskellige tilstande for partikelparret. Netop dette viser, at den
kvantemekaniske ‘entanglement’ bryder med separabilitetsprincippet.
Bohr brugte aldrig udtrykket ‘entanglement’. I stedet taler han om en ukontrollerbar
vekselvirkning og et ikke-klassisk helhedstræk. Men som Don Howard
har påpeget, så kunne han godt have gjort det, for det passer fint med,
hvad han allerede gav udtryk for i Como-artiklen om det uadskillelige forhold
mellem objekt og apparatur. 40 Her siger Bohr eksempelvis:
40 Howard (2004), s. 671.
84 Kvantefilosofi