Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

arbejder han gennemgående ud fra en interesse for den måde, man herved kan forstå
latterkulturen på og den særlige karnevaleske genre, dette kan udvikle sig til.
Grundlæggende opstiller Bakhtin repræsentanterne for de to kræfter, som samtidig er
karaktertrækkene ved den måde, han opfatter samfund og modkultur på. Sidestillet er
der: a) de centripetale kræfter i samfundet – det kirkelige, feudale samfund - som den
officielle, magthavende, formaliserede, seriøse, latterløse midte og b) de centrifugale,
som findes i karnevallet – de middelalderlige karnevalsfester – som vender samfundet
på hovedet for en stund og drives af den folkelige latterkultur, der på alle områder er
uofficiel, uformaliseret, karikerende og ambivalent. Det er denne sidstnævnte, utopiske,
modsættende kultur, som Lachmann fremhæver i sin analyse af Bakhtin, og som vi forstår
som udgangspunktet for ’det karnevaleske’ og senere hen ’det dialogiske’.
I forhold til at bruge Bakhtin i en mere nutidig, moderne kontekst, finder vi Benedict
Andersons refleksioner omkring nationens historiske udspring relevante. Bakhtin
refererer til et kirkelig-feudalt samfund som den officielle, formelle kultur, imod hvilken
karnevallet danner modkultur. Dette er netop én af de historiske oplæg til forestillingen
om det nationale fællesskab, som Anderson definerer det. Han skriver, at nogle af de
første symboler på et nationalt fællesskab er alle de minde- og gravstene efter de første
krige, udført i nationens navn. I takt med at fællesskaber omkring religiøse skrifter og
centrale samlingspunkter som for eksempel monarkier langsomt er gået i opløsning,
overføres stærke værdier fra disse til den nationale følelse. Dette kan ydermere forklares
ud fra den forløsning, som de historiske, kulturelle enheder har udbredt i forbindelse
med hverdagens fataliteter (Anderson, 2006: 36). Med andre ord beskriver Anderson det
nationale som det nye sakrale, hvorfor det samtidig giver mening for os at bruge Bakhtin
i diskussionen om, hvordan det nationale udfordres af den modkultur, som teatret og
det kulturelt mangfoldige på flere måder udgør. Det forestillede nationale fællesskab,
som Anderson definerer, har karaktertræk magen til det kirkelig-feudale samfund, og det
ville således repræsentere den centripetale kraft i Bakhtins kulturelle mekanisme i dag.
Teatret har til gengæld potentialet til at vende sådanne midtpunktsøgende forestillinger
på hovedet. I denne sammenhæng finder vi det relevant at nævne Helen Gilbert, som
understreger at:
The real potential of dramatic art lies in its ability to teach people how to think widely beyond
the narrow parameters of the status quo, of political oppressiveness, and even of political
correctness (Steadman i Gilbert, 1996: 12).
Hvis dette potentiale udnyttes, så styres teatret fortrinsvis af centrifugale kræfter og kan
således relateres til det karnevaleske.
26