Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

inden i dem selv. Hybriditet, og ambivalensen deri, fremhæves altså hverken som noget
decideret negativt eller som noget direkte privilegeret til forskel fra Bhabha, der til tider
kan klandres for at prædike hybriditet. Umiddelbart ligger fokus i stykket, særligt udtrykt
gennem Daniel, på den enkeltes søgen efter eget ståsted ud fra erkendelsen af at tilhøre
mere end ét sted og have mere end én historie. Dette ændrer ikke på, at der kan trækkes
mange røde tråde mellem vores teori og vores empiriske materiale, lige præcis fordi den
balancerende kommunikation i spændingsfeltet mellem forskellige kulturopfattelser er
vores omdrejningspunkt. Vi mener blot, at det er vigtigt at huske på, at baggrunden for at
udforske området set fra den teoretiske og den performative tilgang bygger på forskellige
motivationsfaktorer, henholdsvis den videnskabsteoretiske og den mellemmenneskelige.
Således argumenterer vi i anden del af analysen for, at samspillet mellem det intensiverede
teaterrum og interviewpersonernes oplevelse af et multiperspektivt repræsentationsrum
er et udtryk for at der gives plads til kulturel mangfoldighed. Det er blevet klart, hvorledes
2. akt i stykket har haft stor betydning for intensiteten, særligt i form af den måde scene
og publikum rykker hinanden meget nær. Det, der foregår på scenen, tager således form
af hvad man kunne kalde for distanceret nærhed, idet det ikke direkte handler om de
personer der er tilstede men stadig indbefatter en delagtiggørelse. Kropsligt og sanseligt
kan såvel skuespillere som publikum mærke hinanden og fornemme forskelle og ligheder
i hinandens reaktioner, hvilket med henvisning til vores interviewsamtaler tydeligvis har
sat gang i tankerne hos den enkelte. Vi mener således både at repræsentationsrummet får
åbnet op for et rum med plads til forhandling på tværs af kulturelle ståsteder, og derudover
et rum hvor der bliver udtrykt en direkte udfordring af den nationale fortælling fra et
migrantperspektiv. På baggrund af denne sammenstilling af vores interviewsamtaler og
vores teoretiske værktøjer ser vi således en håndgribeliggørelse af det dialogiske tredje
rum i teaterrummet.
Ligesom Bakhtin var meget optaget af, hvilken virkning den karnevaleske energi
kunne have i karnevalsfesternes eftermæle, så er vi herfra interesseret i, hvilket
forandringspotentiale - eller sagt i Bhabhaske termer; transformationspotentiale - teatret
rummer.
3. del: Den hybride udvidelse
I den sidste og afsluttende del af analysen ønsker vi at sætte fokus på, hvad teatret
kan med henblik på at lette interkulturel kommunikation. Dette er vi interesserede i at
undersøge ud fra vores interviewpersoners meninger om, hvorvidt teatret har et særligt
potentiale på området. I den forbindelse ønsker vi at dykke ned i, hvad det er, der sker,
65