Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

og tænkte forundrede: ”De har formået at lave et troværdigt stykke om os” - en refleksion,
der kom helt tydeligt til udtryk i vores interviews. Vi oplevede således en skærpet
nysgerrighed i forlængelse af førnævnte mistro, hvilket kom til udtryk gennem en udbredt
interesse i at nå dybere ned end til de kulturelle forskelle og finde frem til noget fælles.
Med henblik på vores perspektiv på kultur som interessant i forhold til dynamikken på
tværs af kulturelle forskelle, hvilket vi optegnede indledningsvis, fandt vi denne udvikling
frugtbar i modsætning til den statiske opstilling af disse forskelle over for hinanden.
Vi spurgte interviewpersonerne om emner som historien i stykket, researchperioden,
teaterrummet, manglen på kulturel mangfoldighed og teatrets potentiale. I svarene har
de i særlig grad berørt emner som mistro, berøringsangst, indsigt, det genkendelige, det
alment menneskelige, det troværdige og ikke mindst den gode historie. Vi vil i første
del af analysen se nærmere på, hvordan disse komponenter har været centrale for vores
interviewpersoner i optakten til forhandlingsrummet. Ydermere skal det fastslås at disse
komponenter har vist sig at være så gennemgående i interviewene, at denne del er blevet
fyldigere end de to efterfølgende dele, da vi gerne vil give plads til, at alle de komponenter,
som vi finder relevante i forhold til besvarelsen af vores problemformulering, kommer til
udtryk.
Mistro og nysgerrighed
Forud for stykket var der som sagt en generel tilbøjelighed til mistro i forhold til
iscenesættelsen af de temaer, som Et andet Sted omhandler, nemlig dem der hører med,
når danmarkshistorien bliver fortalt fra et migrantperspektiv. Mistroen kommer bedst til
udtryk i interviewet med skuespilleren Kitt Maiken Mortensen og i publikumsinterviewet
med gruppen fra foreningen o.n.e.
Kitt blev udvalgt til at spille den tyrkiske mor på scenen. Hendes mistro består
indledningsvis i, at hun simpelthen er uenig med den karakter, hun skal portrættere på
scenen. Selvom hun ikke ender med at være fuldgyldigt enig med sin karakter, bliver
hun mere og mere nysgerrig efter at forstå den. I interviewet tænker hun tilbage på
overvejelserne i den forbindelse:
Det blev tydeligt, at jeg skulle spille moren, og jeg sad og læste de der replikker, som var så
hårde: ”Du kan ikke basere dit liv på en forelskelse, den er her nu, og så er den væk i morgen,
hvad gør du den dag den er væk?”. Faktisk ganske klogt sagt! Og det at hun slår hånden af sin
datter. [J]eg var meget, meget tøvende i forhold til at skulle spille denne her mor, fordi det var
meget voldsomt, at jeg er en mor, der elsker min datter, men jeg slår hånden af hende, vil ikke
se hende mere, fordi hun gifter sig med en dansker(Bilag 1: 16).
43