Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

[D]e virkelig intense øjeblikke er jo i 2. akt (...), hvor publikum sidder hele vejen rundt. Der
kan vi se folk, vi kan høre dem, de sidder meget tæt på, og der påvirker det mig for eksempel,
når man kan se en pige med tørklæde sidde og græde(..). [D]ynamikken bliver stor, fordi vi kan
mærke publikums reaktioner, og den er stor, fordi publikum kunne se på hinanden (Bilag 1: 20).
Fordi der udspiller sig flere modstridende verdensforståelser på scenen, i en akt der er så
dramaturgisk tæt på publikum, er det svært ikke at blive påvirket, hvilket vi i høj grad selv
oplevede. Denne påvirkning forstærkes, idet man som publikum samtidig udsættes for
andre publikumsreaktioner på nært hold. En intensitet der, som Kitt optegner, ligeledes
gør sig gældende set fra skuespillerperspektivet.
Astrid forklarer os, at i og med at man kan sidde og kigge med i de andres sympati, så
bliver man også mere opmærksom på sin egen (Bilag 1: 30), hvilket hun fremhæver som
et godt ’trick’ til at få publikum til at reflektere over egne ståsteder, og hun fortsætter: Der
er sådan en intimidering af publikum (..), fordi de kan sidde og se hinandens reaktioner.
Og der er så meget lys i salen fra scenen, så publikum bliver draget ind med hinanden på
en anden måde, end de gør i den traditionelle teateropbygning (Bilag 1: 29).
Udfaldet af denne sceneopbygning med fokus på det intense rum kommer ikke mindst
til udtryk fra publikumsperspektivet. Vi oplevede under vores interviewsamtaler en
tendens til, at publikum var meget forundrede, overraskede og en anelse overrumplede
over denne dramaturgiske nærhed. Mohamad Hassan forklarer, at det fra hans position
på publikumsrækkerne gjorde det meget mere livligt. Det var ikke bare et normalt
teaterstykke, hvor man er meget langt væk som publikum, man kom virkelig helt tæt ind
på dem, og det gjorde forestillingen meget anderledes, end jeg har oplevet før (Bilag 1:
48).
Det utraditionelle fortættede teaterrum, som Mohamad i forundring henviser til, tolker
vi som en potentiel åbning for en anderledes måde at formidle og portrættere forskellige
perspektiver på. I dette tilfælde drejer det sig især om divergerende kulturelle perspektiver,
der på scenen sættes op i et intensiveret modsætningsforhold, samtidig med at de også
kan anspores blandt publikum dog ikke i ligeså iscenesat og konfronterende grad31 . Det er
netop denne konfrontation af kulturel diversitet, som vi er interesserede i. Både i forhold
til vores undersøgelse af, hvilket repræsentationsrum der har været i spil i forbindelse
med stykket, og i forhold til hvordan kulturel mangfoldighed kommer til udtryk i denne
specifikke kontekst. Repræsentationsrummet er i dette afsnit interessant i forhold til at
31 ra publikumsrækkerne oplevede vi, som observatører, flere gange en tendens til at publikum valgte
at kigge væk eller ned i jorden for at undgå konfrontationen med både skuespillere og andre publikummer.
f. afsnittet Observation.
58