Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

forstå teaterrummet som en konkret manifestation af det dialogiske tredje rum. Vi mener
i forlængelse af Bhabha, at den interessante dynamik netop opstår, når der, ud fra denne
konfrontation, åbnes op for forhandling på tværs af kulturelle overbevisninger. Dette
kræver, med inspiration fra Dalager, at muligheden for at kunne sætte sig ind i den for
den enkelte forskellige anden, er til stede. Pauline Aisha udtrykker i forbindelse med 2.
akt, oplevelsen af at blive berørt på en anderledes og mere indtrængende måde:
[J]eg synes også, det var dér, hvor man blev mest følelsesmæssig - det var den der scene, hvor
hun har skænderiet med forældrene [2.akt]. Det var helt klart den del af stykket, som jeg blev
mest berørt af, eller berørt på en anden måde. Jeg synes, man græd og grinede sådan hele vejen
igennem, men det var der, jeg virkelig sådan fik kuldegysninger, og sad og var sådan helt..det
var så intenst..det var som om, man selv var i de der dilemmaer lige der (Bilag: 48).
Martin uddyber, forud for ovenstående, at én ting er at forstå det teoretisk, en anden ting
er rent faktisk at sidde og mærke dilemmaet (Bilag 1: 3), hvilket klart kommer til udtryk
i Paulines indlevelse i de fremførte dilemmaer på scenen. Det er tydeligt, at hun både
bliver fysisk og psykisk påvirket, og at hun forundres over denne voldsomme indvirkning
scenen har.
Netop den fysiske påvirkning bliver nævnt mange gange i løbet af vores interviews. Både
fra afsender- og modtagerperspektiv ses det som noget, der rykker ved indlevelsesevnen.
Hele denne fortættede stemning i teaterrummet, der suppleres af det meget kropslige
element, mener vi lægger op til en interessant diskussion af, hvad det er teatret kan,
med henblik på interkulturel kommunikation og forhandling. Et eksempel på et sådan
potentiale indenfor det kondenserede teaterrum udtrykker Kitt i følgende bemærkning:
[J]eg tror, teatret kan noget særligt der, fordi vi sidder tæt på, fordi man ikke kan komme udenom.
Der kommer en meget fortættet stemning i teatret. Når teatret laver en historie, som handler om
de menneskelige følelser, så kan du mærke det på dig selv, du kan ikke slippe væk fra det, du
kan ikke zappe væk. Nu sidder du her i en time, og ser på en pige, der er fuldstændig knust af
skyldfølelse, men trods alt følger sit eget hjerte, så det bliver svært ligesom at undsige sig det.
Så jeg synes, at det er dét teatret kan, at skabe en meget nærværende oplevelse mellem publikum
og skuespiller (...). Jeg tror teatret kan give en menneskelig indsigt (Bilag 1: 21).
Denne menneskelige indsigt, som Kitt nævner, behandlede vi i første del af analysen
som et vigtigt udfald af researchprocessen i forhold til at lave en god historie på scenen.
Ovenfor siger Kitt direkte, at denne opnåede indsigt kan formidles gennem teatret. I
denne del af analysen er vi særligt interesserede i, hvordan denne formidling finder sted,
hvorfor det kommunikative potentiale vil være et nedslagspunkt vi først vil gå i dybden
med i tredje og sidste del af analysen.
59