Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

med sig ind i repræsentationsrummet, og på den måde bliver den forudgående forhandling
sat på spidsen mellem publikum og skuespillere. Dertil har vores interviews givet tydelige
eksempler på, hvordan denne forhandlingsproces hos den enkelte har afstedkommet nye
og individuelt overraskende måder at betragte og forstå andre mennesker på. Dette, mener
vi, er udtryk for det dialogiske tredje rums transformationspotentiale, som eksempelvis
kom særligt tydeligt til udtryk i researchfasen for Kitt og under 2. akt for samtlige af de
publikummer vi interviewede.
Hvad er det for et repræsentationsrum, der har været i spil?
Vi har hele tiden været interesserede i, hvad det er for et repræsentationsrum, der har
været i spil i forbindelse med denne teaterforestilling. Vores teoretiske begreber har både
fungeret som en håndgribeliggørelse og en abstrakt nuancering af dette rum, hvilket på
mange måder har været en hjælp til at sætte ord på det fortættede rum, vi ville undersøge.
Det har dog også været ekstremt udfordrende at bruge så abstrakte begreber i forbindelse
med undersøgelsen af dette repræsentationsrum og derfra drage koblingen til et begreb som
kulturel mangfoldighed, som vi fra første færd ligeledes fandt meget flydende. Bhabhas
tredje rum og Bakhtins fokus på det dialogiske, som vi på baggrund af deres frugtbare
komplementering af hinanden valgte at fusionere til det dialogiske tredje rum, har især
været givtigt med henblik på at benævne og forstå dynamikken i den flerstemmighed,
vi og vores interviewpersoner fandt konstituerende og nyskabende for forestillingen.
I udfoldelsen af flere forskellige perspektiver inden for samme rum opstod netop en
ligevægtig repræsentation af vidt forskellige synspunkter, ud fra hvilken dilemmaerne
blev nuanceret på en måde, som hverken var sort eller hvid, men et sted derimellem.
Dette vælger vi at sidestille med den ambivalens, som både Bhabha og Bhaktin sætter
højt. Det er samtidig netop der - i spændingsfeltet mellem de to - at det virkelig fremstår,
hvor frugtbar denne ambivalens egentlig er i det tværkulturelle studie. Og det er her, vi
mener, at vi kan tale om en institutionalisering af vores dialogiske tredje rum i teatret som
en frugtbar måde at behandle det kulturelt mangfoldige på. Vi synes, at dette især kommer
til udtryk, når Musa siger, at man under stykket på Mungo Park ikke er ’enten-eller’ men
’både-og’, hvilket vi ser som den ultimative ytring i forhold til det dialogiske tredje rums
relevans i en teatersammenhæng.
Dernæst har Bakhtins karnevaleske verdensforståelse givet os en inspirerende måde
at kombinere teatret med den omkringværende debat om kulturel mangfoldighed, fordi
det har givet os en optik på teatret som en modkultur og en centrifugal kraft i samfundet.
Mangfoldighedsdebatten skriver sig selvsagt op imod det nationale forestillede
fællesskab, et fællesskab vi har fundet mere overskyggende end vi ved første øjekast
75