Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

Hvor Parminder talte om et andet perspektiv på danmarkshistorien, taler Martin om
at forstå mekanismerne omkring tyrkisk indvandring på en mere nuanceret måde. Det
skal frem for alt ikke handle om at dæmonisere. Han søger altså en indsigt ved hjælp af
researchen, der kan være med til at udfordre debatten i det offentlige rum samt hans egen
forståelse af emnerne. Ud fra en gennemgående interesse for familiedramaet bliver hans
mistro i forhold til at lave en tyrkisk fortælling vendt til en nysgerrighed efter at forstå
det arrangerede ægteskab i en tyrkisk familie. Dette nævner han især i forbindelse med
en af problematikkerne i stykket, hvor datteren Songül står i et dilemma i forhold til det
ægteskab, hendes forældre har arrangeret:
Altså bare at forstå, hvorfor et arrangeret ægteskab for nogle mennesker, der bor i Danmark
og har gjort det i mange år, kan fremstå som den eneste rigtige løsning for ens børn. Fra en
overfladisk dansk betragtning lyder det fuldstændig idiotisk, at man ikke bare melder sine børn
ind i det store kærlighedsspil, og lader ungerne selv finde en god partner (Bilag 1: 2-3).
Forståelsen af den forskellige indstilling til ægteskabet er central for Martin. Det
arrangerede ægteskab bliver et nyt perspektiv inden for dramaet om familien. Den indsigt,
som Martin selv oplever igennem researchen til stykket, bliver samtidig et ønske om,
hvad han gerne vil kommunikere ud til publikum, og dermed hvilken forestilling der skal
repræsenteres på scenen. I definitionen af denne siger han: Jamen mange ting, men først
og fremmest helt banalt en forståelse for kompleksiteten i familieproblematikker (Bilag
1: 2). Selvom stykket overordnet handler om et migrantperspektiv på danmarkshistorien,
tager Martin et demonstrativt skridt væk fra en definition af det nationale og i stedet et
skridt hen imod nuanceringen af den danske familieinstitution. For ham er det familien og
det nuancerende perspektiv på denne, der er interessant, hvilket vi mener, han inddrager i
form af det arrangerede ægteskab.
Dertil er det interessant at lægge mærke til, hvad det er for nogle referencer, Martin
forbinder med Et andet Sted, fordi han tydeligt trækker tråde til den vesteuropæiske
teatertradition:
Da Ibsen skrev Et dukkehjem, kunne han bringe publikum hen til at forstå, hvorfor det var vigtigt
for Nora at søge skilsmisse på det tidspunkt. I 1800tallet var det chokerende for publikum lige
pludseligt at kunne sidde og forstå, ”Gud jamen det er jo klart, at hun må gå, hun må gå både fra
sin mand og sine børn!!” I dag er det på ingen måde chokerende, vi har alle sammen nemt ved
at fortælle en historie, hvor andre kommer til at forstå, at nu skal hun gå og smække med døren.
Men det er svært at fortælle en historie, hvor publikum lige pludselig forstår en mor, som slår
hånden af sin datter, fordi hun afviste det arrangerede ægteskab, som moren tilbød hende. Det
er svært (Bilag 1: 3).
49