Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

More documents

Recommendations

Info

arbejder han gennemgående ud fra en interesse for den måde, man herved kan forstå latterkulturen på og den særlige karnevaleske genre, dette kan udvikle sig til. Grundlæggende opstiller Bakhtin repræsentanterne for de to kræfter, som samtidig er karaktertrækkene ved den måde, han opfatter samfund og modkultur på. Sidestillet er der: a) de centripetale kræfter i samfundet – det kirkelige, feudale samfund - som den officielle, magthavende, formaliserede, seriøse, latterløse midte og b) de centrifugale, som findes i karnevallet – de middelalderlige karnevalsfester – som vender samfundet på hovedet for en stund og drives af den folkelige latterkultur, der på alle områder er uofficiel, uformaliseret, karikerende og ambivalent. Det er denne sidstnævnte, utopiske, modsættende kultur, som Lachmann fremhæver i sin analyse af Bakhtin, og som vi forstår som udgangspunktet for ’det karnevaleske’ og senere hen ’det dialogiske’. I forhold til at bruge Bakhtin i en mere nutidig, moderne kontekst, finder vi Benedict Andersons refleksioner omkring nationens historiske udspring relevante. Bakhtin refererer til et kirkelig-feudalt samfund som den officielle, formelle kultur, imod hvilken karnevallet danner modkultur. Dette er netop én af de historiske oplæg til forestillingen om det nationale fællesskab, som Anderson definerer det. Han skriver, at nogle af de første symboler på et nationalt fællesskab er alle de minde- og gravstene efter de første krige, udført i nationens navn. I takt med at fællesskaber omkring religiøse skrifter og centrale samlingspunkter som for eksempel monarkier langsomt er gået i opløsning, overføres stærke værdier fra disse til den nationale følelse. Dette kan ydermere forklares ud fra den forløsning, som de historiske, kulturelle enheder har udbredt i forbindelse med hverdagens fataliteter (Anderson, 2006: 36). Med andre ord beskriver Anderson det nationale som det nye sakrale, hvorfor det samtidig giver mening for os at bruge Bakhtin i diskussionen om, hvordan det nationale udfordres af den modkultur, som teatret og det kulturelt mangfoldige på flere måder udgør. Det forestillede nationale fællesskab, som Anderson definerer, har karaktertræk magen til det kirkelig-feudale samfund, og det ville således repræsentere den centripetale kraft i Bakhtins kulturelle mekanisme i dag. Teatret har til gengæld potentialet til at vende sådanne midtpunktsøgende forestillinger på hovedet. I denne sammenhæng finder vi det relevant at nævne Helen Gilbert, som understreger at: The real potential of dramatic art lies in its ability to teach people how to think widely beyond the narrow parameters of the status quo, of political oppressiveness, and even of political correctness (Steadman i Gilbert, 1996: 12). Hvis dette potentiale udnyttes, så styres teatret fortrinsvis af centrifugale kræfter og kan således relateres til det karnevaleske. 26
Det karnevaleske Som nævnt tidligere er det den folkelige latterkultur, som driver karnevallet i middelalderen. Dette sker ikke mindst i form af karnevallets modkultur til samfundet: [I]n the carnivalesque game of inverting official values he sees the anticipation of another, utopian world in which anti-hierarchism, relativity of values, questioning of authority, openness, joyous anarchy, and the ridiculing of all dogmas hold sway, a world in which syncretism and a myriad of differing perspectives are permitted (Lachmann, 1988-1989: 118). Karnevallet har hermed en vigtig funktion i dets evne til at vende officielle værdier på hovedet. Samtidig udspringer det karnevaleske heraf som en form for tilstand, der kan overføres til andre situationer. Dette medfører et spillerum, som åbner op for andre regler og normer, og det tillader flere perspektiver på samme tid. Det er lige netop dette forskudte rum, som er relevant for os, når vi sætter fokus på teatret, idet den homogene nationale selvfortælling bliver udfordret af flere forskellige kulturelle perspektiver. Selv fremhæver Bakhtin, at latterelementet i karnevalsfænomenerne gør, at: • De er fritaget fra kirkelig-religiøs dogmatisme • De ikke tvinger ikke nogen til noget og beder ikke nogen om noget. • Deres visuelle, konkret emotionelle karakter og det stærke element af leg i dem, gør dem beslægtet med kunst især dramatikkens visuelle udtryksformer • De befinder sig i grænseområdet mellem kunsten og livet (Bakhtin, 2001: 26). Disse forudsætninger giver os endnu et grundlag for at opfatte teatret, som en karnevalesk udtryksform. Ydermere skriver Kirsten Hastrup (2004) om kultur som illusion, ud fra hvilket hun fremhæver teaterrummet som stedet, hvor man kan gå til ekstremer, hvor manipulation er lovlig, hvor intet er så tabuiseret, at det bliver kriminelt at sige det, hvor parodiering er legal, og hvor overdrivelse fremmer forståelse, uden at publikum af den grund behøver at føle sig forurettede. Dette er muligt ene og alene, fordi man befinder sig i teatret. En parallel virkelighed. Et rum uden grænser. En illusion. Over for Bakhtins verdensforståelse, hvor karnevallet fungerer som modvægt til den sociale orden, som et frirum med plads til udskejelse og alternative udtryksformer, går dette godt i spænd. Det er dog vigtigt at nævne, at karnevallet eller modkulturen ikke skal forstås som afskåret fra den officielle kultur, men som en kommunikerende modkultur gennem sine tekstlige og kropslige udtryksformer (Lachmann, 1988-1989: 128). Og det er igennem disse udtryksformer, at det karnevaleske tager karakter. Ligeledes er teatrets alternative, multiple 27
Page 2 and 3: Where hope resides uniquely it is i
Page 4 and 5: Indhold Abstract ..................
Page 6 and 7: Abstract In Denmark there is an ong
Page 8 and 9: Ovenstående introduktion leder os
Page 10 and 11: kunne udvikle scenekunstområdet ti
Page 12 and 13: konstant øvelse som individ, men i
Page 14 and 15: om teatrets kommunikative potential
Page 16 and 17: skulle have fat i, skulle være bre
Page 18 and 19: kunne skabe teaterstykket? Hvad ske
Page 20 and 21: ned i jorden ved én af aktens mest
Page 22 and 23: som socialt middel mellem privatper
Page 24 and 25: En manifestation af det dialogiske
Page 28 and 29: kulturperspektivunivers ikke bare e
Page 30 and 31: Kritikken heraf kunne, og har være
Page 32 and 33: Med sit hybriditetsbegreb, der blan
Page 34 and 35: specifikke eksempel, i og med at vi
Page 36 and 37: tilgang gives plads til og mulighed
Page 38 and 39: Bakhtin og Bhabha i en teatersammen
Page 40 and 41: af en tallerken, hvorfra forståels
Page 42 and 43: datter, og hun er nært knyttet til
Page 44 and 45: For Kitt som skuespiller handler de
Page 46 and 47: god idé, det her? Har vi ikke rige
Page 48 and 49: Indsigt Den mistro, nysgerrighed og
Page 50 and 51: Citatet fremhæver ligeledes beslut
Page 52 and 53: En del af indsigten, der er opnået
Page 54 and 55: Troværdighed I researchfasen lå m
Page 56 and 57: i integrationsøjemed. Her er det i
Page 58 and 59: [D]e virkelig intense øjeblikke er
Page 60 and 61: I forbindelse med det kropslige ele
Page 62 and 63: ammerne af ét og samme repræsenta
Page 64 and 65: Denne aversion mod opdelingen af hv
Page 66 and 67: når virkeligheden bliver forskudt
Page 68 and 69: evægelsesfrihed inden for kontrove
Page 70 and 71: Fællesskabet i teatret har altså
Page 72 and 73: hos den enkelte, er vi interessered
Page 74 and 75: Tværkulturel fangst - En diskussio
Page 76 and 77:
forestillede os, det ville være. D
Page 78 and 79:
tyrkiske indvandrer, der kom til la
Page 80 and 81:
på sidstnævnte kunne være teater
Page 82 and 83:
snige sig ind i definitionen af det
Page 84 and 85:
feltarbejdsmetoden givet os mulighe
Page 86 and 87:
spil, fremstiller en beretning, der
Page 88 and 89:
Referencer Litteratur Bakhtin, Mikh
Page 90:
Radio Radioprogrammet ’Eksistens
show all

Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?