Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

evægelsesfrihed inden for kontroversielle emner, grundet teatrets fiktive karakter. I den
forbindelse udtaler hun:
[N]år det er fiktivt, så tør du jo sige nogle andre ting, fordi hvis det er en artikel, så er det
nogle faktiske mennesker, hvis nu vi tager avismediet. Men fordi det er fiktivt, så turde man
måske behandle nogle ting, altså gå lidt tættere på nogle mennesker, fordi de personer er jo ikke
virkelige, selvom at dilemmaerne er nok så virkelige, så tror jeg virkelig du kan slippe af sted
med flere ting (Bilag 1: 52).
Pauline Aishas bemærkning falder godt i tråd med vores fokus på, hvordan samfundsmæssige
forestillinger om virkelighed - eller normer - forskydes ind i teatrets repræsentationsrum.
Det er den distancerede nærhed i teatret, som giver plads til alternative muligheder,
fordi det ikke er konkrete personer, der bliver italesat, hvorfor forestillingen bliver et
fællesskab, som alle involverede kan forholde sig til på tværs af personlige motivationer
og forudsætninger.
Semiha giver også udtryk for det mulighedsrum, teatret lægger vægge til, ved i forlængelse
af Pauline Aisha at understrege hendes følelse af, at kontroversielle emner i teaterrummet
bliver mindre tabubelagte, fordi der her er plads til at udtrykke sig efter lyst frem for efter
en politisk strategi eller lignende. Hun understreger, at det er kun i teatret (Semiha s. 49),
hvorimod hvis det er politikeren eller samfundsdebattøren, der giver udtryk for samme
temaer, så opstår der pludselig en mediestorm om ytringsfrihed og bevæggrunde for at
sige så og således. Semiha runder af med at sige: [S]kuespillerlivet, det er så uskyldigt,
selvom mange af emnerne er meget alvorlige og meget kontroversielle, så bliver det ikke
betragtet som kontroversielt, det er jo bare teater...(Bilag 1:52).
Ifølge Musa kan de ovenfor nævnte forskellige kommunikative fordele ved teatret
opsummeres således: Den altafgørende forskel er, at i relation til politik og artikler, hvor
der er meget fokus på ’enten-eller’ - enten er man sådan, eller også er man ikke sådan -
hvorimod i teaterstykket der er der ’både-og’ (Bilag 1: 52).
Denne udtalelse er først og fremmest interessant i forhold til den hybride grundtese,
nemlig at to forskellige enheder mødes, og i oversættelsen mellem de to opstår der en
mulighed for noget tredje. Bhabha understreger dog, at dette ikke betyder en ophævelse
af - eller et kompromis mellem - disse to enheder. Kategoriseringerne er opløste, men
indholdet i de enkelte dele består, blot i et fælles tredje rum, hvor kravet om at tilhøre
enten det ene eller det andet er ophævet. Ligeledes kan man se denne udtalelse som en
manifestation af, at det der i hverdagen opstilles ud fra normer; det retlinede og sorterede
enten-eller, får lov at være lidt af det hele inde i teaterrummet, også selvom disse dele
rummer indbyrdes modstridende elementer. Trods udfordringerne har teatret således
potentiale for at åbne op for Bakhtin og Bhabhas fælles favoritter: ambivalensen og det
68