Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

med de der mennesker, og vi kunne prøve at lave de der tyrkere. Martin trak væk fra dem, og
der tror jeg en grund har været, at vi simpelthen havde berøringsangst over for det, fordi vi ikke
kender det godt nok. Så man er bange for at komme til at virke som den der vesteuropæer, der
kigger på de sorte, ik? (Bilag 1: 31-33).
Berøringsangsten er her forbundet med det at skulle formidle noget umiddelbart centralt
for historien, men samtidig formidle noget, der kræver dybdeborende indsigt. Jakob
har været i Tyrkiet som en del af sin research. Det har Martin og Astrid ikke. Alligevel
skal Tyrkiet på en eller anden måde iscenesættes i forhold til, at karakteren Daniel tager
til landet i slutningen af stykket. Ligesom Parminder påpegede, er der her tale om, at
outsideren mangler indsigt, hvilket gør at fokus sættes på at være påpasselig. Samtidig
bliver der rykket ved denne uvidenhed, fordi Jakob faktisk bidrager med en viden fra sin
researchrejse i Tyrkiet. Her går Bakhtins definition af det dialogiske godt i spænd med
den forhandling, som Astrid peger ud mellem Martin og Jakob. De formulerer begge to
betydningen af det visuelle udtryk af Tyrkiet, som de forstår det, og i og med at disse er
forskellige, opstår den ambivalente betydning af stedet i denne dialog.
De autoritære og strukturelle normer har spillet ind i Astrids fortolkning af ovenstående
forhandling med en opdeling af ’dem’ og ’os’. Selvom der hersker et ønske om at undgå
en reproduktion af disse forestillinger, så er det vanskeligt at vælge hvilken illusion,
der skal repræsenteres i stedet. Under iscenesættelsen af Et andet Sted kommer dette til
udtryk gennem en fralæggelse af illusionen om de binære oppositioner i samfundet, og
bliver i stedet til en fremhævelse af den aktuelle familiesituation og generationsfortælling,
som denne historie omhandler. Researchen, som Jakob har foretaget, bliver således kun
rammen om historien, selvom den ifølge Astrid har indeholdt langt mere materiale, end
der konkret inddrages i stykket. Situationen udtrykker først og fremmest vigtigheden af
indsigt som ovenfor nævnt. I tillæg er der nogle helt konkrete dramaturgiske rammer,
som skal spille sammen med historien. Dette nævner Astrid som den anden del af
begrænsningen for at sætte Jakobs researchmateriale i spil, idet det simpelthen ville blive
for omfattende rent dramaturgisk at skulle repræsentere Tyrkiet ved at inddrage flere
karakterer og oplysninger. Vi vil på baggrund af dette sidstnævnte eksempel bevæge os
videre til at tale mere direkte om den indsigt, der ud fra vores forskellige interviews har
vist sig at være nødvendig i forhold til at kunne etablere forhandlingsrummet. Vi anser i
den forbindelse researchfasen som en ekstremt betydningsfuld proces med henblik på de
forhandlinger, der er gået forud for selve stykket og som grundlag for realiseringen af –
og gennemslagskraften i - samme.
47