Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

Denne aversion mod opdelingen af hvem der kan sætte ord på hvad, kender vi allerede fra
Bhabha, der fremhæver det perifere blik. Parminder fremhæver yderligere, hvordan det
tyrkiske publikum bed mærke i nogle ting, som det danske publikum overså, eller i hvert
fald ikke opfattede på samme måde: [D]e fanger nogle ting, de her etniske unge (..), de
fanger nogle ting, som det danske publikum fanger på en anden måde (Bilag 1: 9).
Denne flerfacetterede forståelse, som Parminder beskriver, begaver ifølge Bhabha den
enkelte med et dobbelt udsyn - en position Parminder ligeledes pointerer privilegiet i.
Pauline Aisha forklarer, at stykket objektivt set jo omhandler og berører alle, der har
gennemgået den der udvikling med at komme, have en anden kultur, altså, balancere
mellem to kulturer, to sprog, to virkeligheder på rigtig mange planer; to verdener (Bilag
1: 44). Dette medvirker til, at den universelle historie, som Parminder betoner, træder
frem i lyset. Det handler ikke blot om tyrkere og danskere, det handler om majoriteter
og minoriteter generelt, om center og periferi, og om i Bakhtinske termer at turde vende
denne konstellation på hovedet for at få nye perspektiver på de ting, vi i det strukturerede
og formelle samfund tager for givet.
Med hensyn til Bhabhas dobbeltsyn mener vi dog ikke, at det for den enkelte absolut
opleves som en berigelse eller en privilegeret position, som han udtrykker det. Derimod
mener vi, som Pauline Aisha ovenfor giver udtryk for, at der i mange tilfælde må være tale
om at befinde sig i et spændingsfelt mellem to kulturelle verdensforståelser, hvilket ikke
nødvendigvis vil føles som en force, men nærmere som et usikkert og svært definerbart
grundlag, rent identitetsmæssigt. Et eksempel herpå ser vi udtrykt i Daniels position i
stykket, som i det følgende beskrives af Astrid:
[Den] der med at han måske forstår, at han skal rumme begge ting. Og det at han ligesom er
nødt til at være hel. Man kan ikke vælge det ene fra, og man kan ikke vælge det andet fra. Man
er nødt til at rumme begge ting. Hvor moren jo vælger Tyrkiet fra og Daniel er ved at prøve at
vælge Danmark fra, kan man sige. Det er en ambivalens, eller en dobbelthed, som man må prøve
at leve med, som en del af sin identitet (Bilag 1: 38).
Hvor stykket sætter denne ambivalens i spil som noget identitetssplittende og til tider
helt destruktivt for parterne imellem, fokuserer Bhabha på det frugtbare i hybriditet
og ambivalens. Han lægger ikke skjul på, at det er et konfliktfyldt område at bevæge
sig ind på, men ser dette som en force for interkulturel dialog, idet der altid vil blive
rykket på nogle fastlåste konstellationer og dermed åbnet op for noget nyt. Dette bærer
præg af hans videnskabelige og teoretiske tilgang til det interkulturelle, hvorimod
stykket i høj grad præges af de mere praktiske og mellemmenneskelige konsekvenser.
De menneskelige hybrider i stykket har både positive og negative kvaliteter, udadtil og
64