Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

fastlåste opfattelse af, hvad danmarkshistorien er og har været, kommer op til revision.
Den massive indvandring, der har fundet sted, får et rum, indenfor hvilket denne del af
historien får mulighed for at blive belyst. Reaktionen på den ellers fastlåste, nationale
fortælling ligger i forlængelse af både Bhabhas promovering af det performative over for
det pædagogiske og Bakhtins klare opdeling mellem samfundskultur og modkultur og
deri muligheden og behovet for en alternativ samfundsoptik.
Dertil understreger Parminder som tidligere berørt, at valget af det tyrkiske
migrantperspektiv frem for hans egen indiske optik var meget bevidst, fordi det, som
han siger; skaber distancen samtidig med, at du kan indleve dig, det plejer at være meget
sundt, at man lige har lidt distance til det, man skriver (Bilag 1: 5). Denne udtalelse ser vi
som en vedkommende opfølgning på Hastrups henvisning til The Liberties, der grundet
deres sociale og kulturelt distancerede position kunne bidrage med et nyt perspektiv på
det samfund, de var en del af32 .
Sammenstiller vi dette med Astrids udtalelse bliver det yderligere interessant i forhold
til de mennesker, hvis perspektiv og stemme ofte er blevet overset og ignoreret, fordi de
i lyset af den brede majoritetsfortælling udgrænses til periferien. I og med at Parminder
drejer på linsen med fokus på danmarkshistorien, således at tyrkiske migranters perspektiv
på historien belyses, befinder de sig pludselig i en position, hvor deres oplevelse af
begivenhederne bliver vigtig. Som minoritet har de først og fremmest et andet syn
på historien end den danske majoritet har, hvilket sætter det nationale til forhandling.
Ydermere rummer deres udsyn en dobbelthed, idet de både kender til den tyrkiske
baggrund, migranthistorierne og konsekvenserne deraf. Derudover lever de i et Danmark,
som de gennem arbejde, uddannelse, hverdag med mere har lært at kende på nært hold,
samtidig med at deres kulturelle rødder i større eller mindre omfang distancerer dem
derfra. Parminder beskriver i det følgende, hvorfor netop deres - og herunder hans eget -
perspektiv på Danmark og danskhed er spændende og relevant:
De fleste etniske, der er vokset op i Danmark, de har jo en langt større forståelse af Danmark
end dansk-danskere om indvandrere, fordi det er trods alt, uanset hvor marginaliseret nogen af
dem er i parallelsamfund, så er de ret bevidste om, hvad der sker på den anden side. Det er trods
alt stadig Danmark. (...) Det er jo Danmark jeg er vokset op i, det er jo her, jeg er født. Det er jo
ikke, fordi jeg ikke ved noget om at være dansk mand eller teenager. Jeg tror, jeg kunne lave en
rigtig god film om en vestjysk, lidt for tyk pige i en eller anden lille by, fordi jeg også har prøvet
at føle mig som outsider. Så man tematisk kigger på ting, og ikke kun går efter, du ved, brun er
brun og hvid er hvid. Nogle gange bliver det for én til én (Bilag 1: 14).
32 Denne distancerede optik fremhæves ligeledes i første del af analysen som en ingrediens i den gode
Denne distancerede optik fremhæves ligeledes i første del af analysen som en ingrediens i den gode
historie.
63