Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

tyrkiske indvandrer, der kom til landet for at arbejde, og som var adskilt fra familien
i Tyrkiet, mens andre relaterede mere til de udfordringer, som 2. og 3. generation har
i forhold til at forstå og blive forstået af sine omgivelser. I den sammenhæng, og ikke
mindst med henblik på at diskutere, hvordan kulturel mangfoldighed kom til udtryk i
vores teatersammenhæng, finder vi det interessant at nævne den forhandling, som Imran
sætter ord på i forhold til sine forældre. Vi nævner den i tredje del af analysen, hvor
hun forklarer, at stykket rykker ved nogle af de forestillinger, hun før havde om sine
forældre, og at dette gør, at hun faktisk ser dem og deres bevæggrunde i et nyt lys. Denne
forhandling finder vi interessant, fordi vi mener den yderligere optegner en forhandling,
der træder i kraft mellem minoriteter og altså ikke blot mellem majoritet og minoritet.
Det spændende er, at Imran som 2. generationsindvandrer placerer sig i et spændingsfelt
mellem sine forældres verdensanskuelse og den danske hverdag, som hun til daglig er
en del af. Hun bliver således bindeleddet mellem to verdener, en position Bhabha ville
tildele det privilegerede dobbeltsyn. Det er i høj grad dette udsyn, som artikuleres på
baggrund af stykket, og hun bliver derved opmærksom på forskellene mellem sig selv
og sine forældre. Vi ser en interessant fremtidig udvidelse af specialet ved at kigge på
denne tvedelte identitetssplittede position i grænselandet mellem to kulturopfattelser,
hvor potentialet for en nuanceret flerkulturel indsigt - og dermed udviklende kulturel
formidling - er at spore.
Kunsten at inkludere
Afsættet i CKI’s konference har umiddelbart givet os rigtig mange ubesvarede spørgsmål
med ind i det sociale fællesskab vi har valgt at undersøge. Blandt andet blev der spurgt ind
til, hvordan man rekrutterer skuespillere bredt inden for den danske befolkning. Dernæst
til, hvordan repertoiret inden for teatret kan komme til at afspejle flere historier end den
vesteuropæiske kulturarv. Sidst, men ikke mindst, var spørgsmålet om publikumsudvikling
gennemgående. Vores mål har ikke været at svare på disse spørgsmål. Derimod ville
vi ved at høre personer fra både producent-, skuespils- og publikumsniveau udtale sig
om det repræsentationsrum og fællesskab, som de alle sammen har været en del af,
komme med et indspark i debatten. Vi ønskede helt fra starten at konkretisere denne
oplevelse af at være en del af et rum med plads til forskellighed med inspiration fra
abstrakte teorier, hvilke har gjort denne konkretisering desto mere nuanceret. Når vi
kigger tilbage på konferencen, mener vi således, at vi formår at håndgribeliggøre det
flydende kulturelle mangfoldighedsbegreb ind i en specifik kontekst, i og med at dette
har affødt nogle konkrete komponenter, som vi med belæg i vores interviewpersoners
udtalelser finder essentielle som fundament for en succesfuld udfoldelse af kulturel
78