Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

i integrationsøjemed. Her er det igen ’den gode historie’, der bliver argumentet for ikke at
træde ind i en integrationsdebat:
Nogen gange er det vigtigt også at huske, at alle sådan nogle stykker her, det er gode historier,
men de behøver ikke at føre en integrationsdebat med sig. Jeg håber da, at vi kommer hen et
sted, hvor det at gå ind at se sådan et stykke her, bliver et alternativ til noget andet, [blot] fordi
det er en rigtig god historie, og ikke fordi man får 10 points på integrationskontoen. (..) Men
det er klart, der hvor vi er nu, med det udbud vi har, så kommer det til at blive et statement
for: ”hvordan kom folk herop?”, og: ”hvordan er deres børn?”. Det er klart. Det var vi meget
bevidste om, at det selvfølgelig ville blive modtaget sådan (Bilag 1: 11).
Denne historie placerer sig, selvom den også bare er god, inden for et brændpunkt på
den kulturpolitiske skala, og derfor kan den ikke nøjes med at være et supplement til
andre gode historier, som har manifesteret sig på sortimentet af teaterstykker på de danske
scener. Alligevel forsøger den at manifestere sig på lige fod med et ibsensk familiedrama
i forhandlingen om at komme ud over det politiske element. I forhold til Helen Gilberts
definition af det postkoloniale teater, så er det netop denne form for forhandling, der
bryder med de binære oppositioner i samfundet.
Optakten til forhandlingsrummet viser således, at det bestemt ikke er lige til at tale om
kulturel mangfoldighed i forbindelse med stykket Et andet Sted. Noget, der har vist sig mere
presserende for vores interviewpersoner i snakken om hvordan dette stykke er blevet til, har
været at lægge vægt på de forskellige processer, der er trådt i karakter undervejs. Helt oplagt
er der researchprocessen, men underliggende er der også perioderne med berøringsangst,
nysgerrighed, efterfølgende indsigt og til sidst troværdighed. Disse processer bliver til
komponenter, der ikke desto mindre stemmer overens med Bhabhas forklaring på, hvad
der sker i en hybridiseringsproces, hvor forhandlinger på tværs af forskellige forståelser
skaber grobund for indsigt. Målet undervejs i disse processer har været at lave en god
historie, hvilket samtidig betyder, at ovenfornævnte komponenter har været midlet dertil.
Det kulturelt mangfoldige bliver derfor i optakten til forhandlingsrummet en oversættelse
mellem kulturelle forskelle og en søgen efter det almentmenneskelige og det universelle,
som går på tværs af fællesskabsopdelinger som eksempelvis de nationale inddelinger
af tyrkisk og dansk kultur. Den gode historie bygget op af forhandlinger, insiderviden
og humor har ydermere potentiale i forhold til at indeholde og kommunikere Bakhtins
karnevaleske energi, som en centrifugal modkraft til normerne uden for teatret. Dette
ses tydeligt i dialogen mellem skuespillere og deres researchpersoner og i viljen fra
procenternes side til at fremstille et alternativ til mediediskursen uden for teatret.
56