Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

Dette kommer også til udtryk, når Pauline Aisha, gennem en bekendt blandt publikum,
beskriver opdelingen mellem tyrkere og danskere under forestillingen, samtidig med at
hun sætter ord på den gensidige forargelse og nysgerrighed mellem de to grupper:
[D]er var faktisk en journalist fra Ethnica magazine derinde, som vi også kender, og hun sad på
den anden side, sådan på den danske side, og hun sagde, at det var rigtig sjovt at aflæse vores
(...) reaktioner i forhold til resten af salen. Hun sagde, at det var som om at folk var lidt bange
for sådan; Må jeg grine af det her? Er det sådan her? Og jeg kan også huske første gang jeg så
det, der sad jeg med nogle ældre etniske danskere, hvor de sad sådan; Nej, nej, nej, gør de sådan
der? Er det sådan der? Altså ’dem’ og ’os’ (...) (Bilag 1: 48).
Denne forhandling og udfordring af det pædagogiske, kategoriserende kulturbegreb
kender vi både fra Bhabhas performative perspektiv, og fra Bakhtins karnevaleske
modkultur. Derudover træder det forløsende potentiale i latteren ind, hvilket vi tidligere
berørte i forbindelse med Parminders pointering om insiderviden som et essentielt afsæt
til at turde inkorporere humor i repræsentationen af forskellige kulturelle forestillinger.
Vi mener, som citatet ovenfor også indikerer, at omdrejningspunktet for at ville udfordre
de fikserede kategorier dybest set ligger i nysgerrigheden i den for den enkelte forskellige
anden. Nysgerrighed er som beskrevet i første del af analysen ofte antændt af mistroen
for det fremmede. Denne mistro kan gennem tilegnelsen af indsigt i det fremmede og
anderledes ændre sig til nysgerrighed, nuancering, indlevelse og udveksling af synspunkter,
hvilket vi mener der lægges op til i repræsentationsrummet, hvorfor vi finder betegnelsen
forhandlingsrummet rammende.
Pauline Aisha beskriver i den forbindelse, hvordan stykket formåede at afspejle alle de
involveredes perspektiver på en måde, der netop nuancerede det, der efter hendes mening
er det sædvanlige fastlåste og stereotype billede af de berørte dilemmaer:
[A]t se de dilemmaer på en mere nuanceret måde, fordi her, der blev det ikke så stereotypt. Det
var ikke ensidigt fremstillet, det var mere nuanceret. Jeg tænker på at for nogen kan det være en
øjenåbner. Også det der med at man kunne forstå alle parterne i konflikten, det tror jeg har været
sundt for folk at se, altså, for ellers så ser de kun den ene side, og tænker: ”Aj det er også bare
de onde forældre”. Men her fik man ligesom sympati for alle. (Bilag 1: 49).
Hvortil Semiha tilslutter sig ved at sige: Man kunne forstå alle parter, og du havde
empati for alle parter. Farens synspunkt lige så meget som pigens synspunkt, selvom de
var fuldstændig modstridende. Jeg satte mig hele tiden sådan i hendes spor, og i farens
fodspor, selvom han var en mand (Bilag 1: 50).
Det er tydeligt, at det er med en vis overraskelse, at både Pauline Aisha og Semiha
fortæller om deres oplevelse af, at så mange forskellige synspunkter kom i spil inden for
61