Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

at kunne rykke ved fastlåste forestillinger hos både afsendere og modtagere. Derudover
ligger en vigtig del af teatrets potentiale i det faktum, at teaterrummet råder over en
repræsentationsfrihed til at forskyde virkeligheden og dermed visualisere illusionen uden,
at der stilles spørgsmålstegn ved validiteten.
I forlængelse af Imran understreger Parminder i relation til hans erfaring med
filmproduktion, at teatret kan noget helt særligt, i og med at det er et decideret
mulighedsrum, der gør den filmiske naturalisme unødvendig: [A]ltså de her 4 danske
skuespillere, hvordan skulle man æde det, at de var tyrkere. Men det gør man jo. Og det
er det, teatret kan(...) [D]et er fantastisk, det er bare et stort rum, og så æder vi den (Bilag
1: 13).
Her beskrives helt tydeligt et af teatrets allermest grundlæggende potentialer, nemlig
at teaterrummet er et mulighedsrum. Det er et rum med plads til repræsentationer,
der overskrider og udvider grænserne for, hvad der er sædvane og norm i samfundet
udenfor. Dermed indtages det, der repræsenteres inden for dette rum også med en udstrakt
rummelighed for, hvad der i hverdagen ville virke mærkeligt, illegitimt eller utroværdigt.
Vi mener netop, at legitimeringen af dette grænseløse repræsentationsrum bliver
platformen for at kunne nå til at udfordre normative forestillinger, som mange andre medier
ikke formår at konfrontere. Således er repræsentationen i det forskudte virkelighedsrum,
som teatrets giver plads til, en mulighed for at sætte kontroversielle temaer i spil uden om
gældende regelsæt. Denne optik kom især til udtryk under gruppeinterviewet med Musa,
Mohamad, Pauline Aisha og Semiha.
Først og fremmest var der enighed om, at teatret kan noget andet end de ordinære
kommunikationsmedier så som aviser, nyheder og radio. Dette handlede især om hvordan
teatret formår at nå ud til den enkelte på en mere håndgribelig og sanselig måde end
skrevne medier. Denne kvalitet berørte vi også i vores videnskabsteoretiske afsnit,
hvor vi med afsæt i Gilbert kom ind på teatrets udvidende og indtrængende virkning på
publikum når stykket sættes overfor den skrevne tekst. Musa udtrykker i det følgende
dette potentiale meget eksplicit:
Jeg synes, at teatret kan nå ud til rigtig mange mennesker på en anderledes måde end for eksempel
medier, der bare skriver op og ned om det ene og det andet - det er ikke sådan helt håndgribeligt.
Men det er det, når vi har med levende mennesker at gøre, hvor vi kan se dem tale og tænke højt
med både det ene synspunkt kontra det andet synspunkt. Så kan man bedre forholde sig til det,
hvorimod hvis det bare var en eller anden artikel, hvor de skriver, at ’Indvandrer tænker sådan
og de har blablabla (Bilag 1: 52).
Denne håndgribelighed, der opstår i og med at de berørte temaer udtrykkes kropsligt
af levende mennesker, akkompagneres ifølge Pauline Aisha af en bred berørings- og
67