Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

forestillede os, det ville være. Det interessante har særligt været at se dette fællesskab
ud fra et nyt perspektiv, nemlig migrantens, hvor Bhabhas fokus på det perifere blik
har været indsigtsfuldt at benytte, fordi det udover vores interviewsamtaler kunne give
os en forståelse for potentialet i, som Bhaktin ville have sagt, at vende de normative
forståelser af samfundsstrukturen på hovedet. Ud fra denne ’venden på hovedet’ mener
vi nemlig, at der gives et rum til et nyt fællesskab, og i vores kontekst ser vi dette som
teaterforestillingens fællesskab. Et fællesskab opstået på baggrund af henholdsvis mistro,
nysgerrighed, indlevelse, forståelse, indsigt, genkendelighed og almenmenneskelighed.
Komponenterne danner således en samhørighed og med andre ord et fællesskab på
tværs af kulturelle forskelle, der er opnået på baggrund af det repræsentationsrum, vi har
lokaliseret i teaterrummet.
Hvordan kommer kulturel mangfoldighed til udtryk i vores
teatersammenhæng?
De ovenfornævnte komponenter tilsat den gode universelle historie mener vi således er
bærende i forhold til at kunne snakke om en institutionalisering af det dialogiske tredje
rum i teaterrummet. Derudover ser vi dem som ekstremt vigtige faktorer med henblik på
at kunne tale om kulturel mangfoldighed. Eksisterer de ikke, udvandes hele grundlaget for
interkulturel forhandling og kommunikation. Den forhandling og dialog, vi efterspørger
i teaterrummet, vil altså uden disse forudgående processer slet ikke komme på tale, fordi
den enkeltes udvidelse af egne ståsteder uden disse elementer får meget svært ved at
udstrække sig. Vi mener således, at kulturel mangfoldighed i vores teatersammenhæng
først og fremmest kommer til udtryk gennem disse forudgående, under forestillingen
gældende og efterfølgende processer, der betinger udviklingen af de ovenfornævnte
bærende komponenter.
Dernæst skal det som tidligere anført understreges, at det kulturelt mangfoldige i
høj grad er noget, som vi har tilført stykket i samtalen med vores interviewpersoner.
Dels med vores afsæt i konferencen, og dels ud fra vores teoretiske optik med fokus på
Bhabhas hybriditetsbegreb. I forhold til de noget stålsatte bemærkninger, når kulturel
mangfoldighed blev bragt på banen, opstod der dog efterhånden en mere flydende kobling
mellem dette begreb og teaterforestillingen. For eksempel sagde Parminder, at man ikke
kunne undgå at skrive sig ind på den politiske agenda i arbejdet med en historie fortalt
fra et migrantperspektiv. Martin henviste også til eksemplet fra 2. akt, hvor scene og
publikum var tænkt sammen inden for rummets fire vægge. Han gav udtryk for, at det
var tænkt som en bevidst åbning mellem skuespillere og publikum, samt en mulighed for
at publikum kunne se hinandens forskellige reaktioner, idet akten portrætterer, hvordan
76