Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

snige sig ind i definitionen af det kulturelt hybride, fordi det jo netop kun fremstår som en
dynamisk og blandet kulturforståelse, idet denne definition sættes over for det modsatte,
nemlig den statiske og ensformige, rene kultur. Hvis man således drejer lidt på begrebet,
ses dermed konturerne af en ny binær opdeling og dermed risikerer Bhabha faktisk at
hans hybriditetsbegreb bliver essentialiserende.
I afsnittet om Bakhtin nævnte vi at en kritik kunne være, at karnevallet og dermed teatret
i vores tilfælde kun accepteres i samfundet på grund af den funktion, det repræsenterer,
når det skaber en ventil, hvor strukturelle og formelle normer kan udfordres og vendes
på hovedet. Set med denne optik, kan samfundet således fortsætte ufortrødent efter den
kortvarige, intervenerende periode. Der er som nævnt både argumenter for og imod i
relation til denne kritik. Lachmann siger blandt andet, at den karnevaleske energi
fortsætter, selv når samfundet ikke længere er vendt på hovedet, hvilket vi ligeledes
mener er potentialet, når dette indskrives i vores nutidige teatersammenhæng.
Vi fik særligt i sidste del af analysen opstillet en række potentialer inden for teatret i
forhold til den felt, vi undersøger. Her var det især det kommunikative potentiale og i
forlængelse deraf teatrets potentiale for at kunne portrættere et flerstemmigt billede af
et givent tema, som vi valgte at fremdrage ud fra vores interviewsamtaler. Vi mener dog
også, at en pointering af teatrets begrænsning er interessant, hvilket vi ligeledes berørte
kort i analysen.
Først og fremmest påpegede Astrid teatrets tendens til at blive trængt op i et højborgerligt
hjørne, hvilket vi umiddelbart ser mere som en problematik med rødder i en debat om
klasseskel, og derfor er det umiddelbart en problemstilling, der bevæger sig væk fra vores
kontekst. Denne problematik kom imidlertid også til udtryk under CKI’s konference
gennem problematiseringen af, hvem der i sidste ende bruger teatrene i Danmark. I
diskussionen viste det sig i høj grad at være den midaldrende lyshårede dansker, der kom i
teatret, hvilket satte gang i snakken om publikumsudvikling generelt og det flerkulturelle
publikum især.
Emnet er interessant i sig selv, og det kunne sagtens have været en berøringsflade, vi
kunne have valgt at fokusere på i dette speciale i forhold til, hvor vidt den interkulturelle
dialog kan nå. Dog mener vi, at problemet relaterer sig mere til den nationale scene end
til vores specifikke teaterrum, da publikumstilstrømningen her var mere spraglet end den
ovenfornævnte definition. Dette giver os ikke desto mindre yderligere belæg for at sige,
at vores teaterforestilling er i besiddelse af noget nyskabende, og at dette således også
gør sig gældende med henblik på ovennævnte problematik. Dog skal det siges, at det
kommunikative potentiale på tværs af kulturelle forskelle, som vi således ser realiseret i
vores teatersammenhæng, meget let kan blive overset, hvis ikke der fremover gøres noget
82