Forestillingens fællesskab [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

når virkeligheden bliver forskudt ind i teatrets repræsentationsverden, og især forsøge at
forstå hvad det er for refleksioner, der tages med på den anden side af dette dialogiske
tredje rum. Det er som sagt udfaldet, der i særlig grad er vigtigt i denne del, fordi vi
forestiller os, at det netop er her, vi kan pege på en forandring og transformation hos de
involverede som konsekvens af den forhandlingsproces, de har været konfronteret med
og inddraget i inden for teaterrummet. Yderligere er det dette aspekt, som vi finder særligt
interessant at arbejde videre med i forhold til perspektiverne i CKI’s konference samt i
citaterne om teatrets rolle i samfundet berørt i introduktionen. Desuden vil vi komme ind
på optakten til stykket, og se på hvad denne proces har betydet - igen med henblik på det
transformative udfald hos de implicerede.
Teatrets kommunikative potentiale
Først og fremmest finder vi det interessant at se på, hvordan det fra publikumsrækkerne
meget hurtigt faldt naturligt, at en etnisk dansk skuespillerinde indtog rollen som den
tyrkiske karakter Songül. I vores egne observationer fra den første gang vi så stykket, tog det
os noget tid at vænne os til, at Songül-skuespilleren Maria Richs udseende stod i diametral
modsætning til vores forestilling om en tyrkisk pige, hvilket i efterrationaliseringens
lys siger noget om vores egen inddeling af kulturelle kendetegn. Vi er siden hen blevet
opmærksomme på, at dette selvfølgelig også har været motiveret af vores specifikke
fokus på kulturel mangfoldighed og diversitet på scenen, hvilket har gjort, at vi bed
ekstra mærke i sådanne særpræg. Desuden reflekterede vi efterfølgende over hvad det
indebærer, at det er os som forskere, der vælger at undersøge stykket ud fra en kulturel
mangfoldighedsoptik, og at denne optik ikke absolut behøves at være en selvfølgelighed
for hverken afsender eller modtager. Denne refleksion vil vi komme nærmere ind på i
diskussionen.
Blandt vores interviewpersoner var betænkningen over detaljen omkring det fysiske
udseende til at overse, fordi skuespillerne netop formåede at spille så troværdigt.
Eksempelvis siger Imran: [S]elvom det var sådan en kontrast, at det var tyrkiske navne,
og det var en tyrkisk historie – og at det blev spillet af etniske danske skuespillere, så
synes jeg stadig, at det var gennemført (...), det blev ikke mere dansk af den grund (Bilag
1: 55).
Som vi har været inde på i første del af analysen, er det netop den indsigt, der tilegnes
i researchfasen, der gør, at karaktererne bliver troværdige for publikum. Denne fase kan
umiddelbart virke ekstremt lang. I Mungo Parks tilfælde udstrakte den sig, som sagt, over
et helt år, men vi mener at de komponenter, vi i første del af analysen kom frem til som
frugterne af denne proces, er uhyre vigtige at tilegne sig og være i stand til at formidle for
66