Gramsespektrum En refleksiv satire i dansk ungdomskultur. - Aarhus ...

1.2.1 Samfund og modernitet
Kirsten Drotner tager i sine bøger om unge og medier primært
udgangspunkt i den engelske sociolog Anthony Giddens’ definition af
modernitet, som “[...]de sociale livs- og organisationsprincipper, der
voksede frem i Europa omkring det 17. århundrede og fremefter”.
Udviklingen i moderniteten har som sit grundlag en teknologisk,
økonomisk og demografisk modernisering, der har dynamik som sin
motor (Drotner 1999a, 14).
Da ikke alle lokaliteter udvikles på samme måde og på samme tid,
må moderniteten forstås som usamtidige og ofte modsatrettede
processer, der rummer både tradition og fornyelse, stabilitet og
forandring. Modernitet kan således specificeres som de sociale,
kulturelle og psykologiske dimensioner af moderniseringsprocesser,
der præges af brud og usamtidighed.
Udviklingen af det moderne samfund indebærer en uddifferentiering
af de forskellige livsområder og vidensområder, jf. Jürgen Habermas
(Nielsen 1994, 42), så økonomisk produktion adskilles fra kulturel,
social og psykologisk reproduktion, og offentlige områder udskilles
fra private. Habermas mener, at den moderne samfundsformation har
spaltet sig i to praksisfelter, system og livsverden, som opererer efter
forskellige rationaliteter, og som står i konfliktforhold til hinanden.
Det klassiske strukturperspektiv knyttes således til systemet og dettes
rationalitet, som er defineret ved kapitalakkumulationens og
statsbureaukratiets ekspansive og egendynamiske imperativer, mens
aktørperspektivet knyttes til livsverdenens kommunikative processer
(Nielsen 1994, 42). Habermas argumenterer for, at det er
livsverdenens kommunikative processer, der bør regulere det moderne
demokratiske samfund, men hans sondring mellem praksisfelter kan
godt give det uheldige indtryk, at det almindelige menneske kun står
til ansvar i forhold til sine valg i livsverdenen og ikke i forhold til
systemet.
12