Gramsespektrum En refleksiv satire i dansk ungdomskultur. - Aarhus ...
Gramsespektrum En refleksiv satire i dansk ungdomskultur. - Aarhus ...
Gramsespektrum En refleksiv satire i dansk ungdomskultur. - Aarhus ...
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Punkt a i analysen har jeg allerede besvaret, da cd’en i sin helhed er et<br />
radiodrama i collageformen, som jeg kom frem til det i afsnit 2.2 A.<br />
Denne kompositionsform stemmer godt overens med Marianne<br />
Hiltons karakteristik af de traditionelle kompositionselementer i <strong>satire</strong>,<br />
eller som hun også udtrykker det: udformningen af de store<br />
virkemidler i et satirisk værk (se kapitel 2.1 E, 3b). Personer, handling<br />
og handlingssteder har også en speciel funktion hos GS pga. deres<br />
satiriske hensigt om både at overtale og kritisere på samme tid.<br />
Personerne hos GS er karikerede, overfladiske og udadvendte, og de<br />
bruges blot til at understrege og anskueliggøre GS’s kritiske påstande<br />
samt udlevere sig selv og samfundets konventioner for, hvem der<br />
traditionelt repræsenterer gode og dårlige sociale normer.<br />
Collageformen gør handlingen episodisk, og scenerne er også mere<br />
eller mindre løst sammenhængende og bruges som illustrationer og<br />
kommentarer til de tre forskellige grupper af temaer (se kapitel 2.2 A,<br />
Temaer).<br />
Punkt b handler om fortællerinstanser. Her forsøger man at få hold<br />
på de forskellige fortællere - hvilken rolle spiller de, og hvilken grad<br />
af autoritet og kompetence har de? Hvis der ikke er nogen overordnet,<br />
autoritativ eksplicit fortæller til stede til at lede lytteren fra den ene<br />
scene til den anden og forklare sammenhængen, så må lytteren selv<br />
etablere den, og det styrker lytterens nærvær i forhold til det fortalte.<br />
Lytteren så at sige indskrives i programmet, hvorved udsendelsens<br />
stemmer og lytteren kommer på niveau med hinanden, og de<br />
medvirkende kommunikerer direkte med lytteren. Bruun og Frandsen<br />
(1991, 79) kommer også ganske kort ind på, hvilke fortællertræk der<br />
konstituerer en god og autentisk fortæller med udgangspunkt i den<br />
montage (Ole Bornedals Knust, kværn og kvæstet), som de analyserer.<br />
De nævner træk som:<br />
- der fortælles om en konkret situation.<br />
- overgange i fortællingen markeres ved tempus- og rytmeskift.<br />
- den intime kvalitet ved radiomediet forstærkes gennem ordvalget.<br />
67