Gramsespektrum En refleksiv satire i dansk ungdomskultur. - Aarhus ...

autoritativ fortæller. Det sker ved, at fortælleren, udover kvaliteterne
ved sin stemmekode, i både scene A og C bruger typiske autoritative
stiltræk i sit sprog som:
- redundans, dvs. overflødig information hvor der gentages og
omskrives mere end, hvad der er strengt nødvendigt for forståelsen
(Cramer mfl. 1996, 128): ‘Siden starten af 1980’erne har DSB
kæmpet en indædt, men forgæves kamp mod graffitien P for kort tid
siden fandt DSB ud af at graffiti-fænomenet var en del af den samme
ungdomskultur som bla. rap-musikken P en ungdomskultur der kaldes
hiphop’.
- syntaks med bagvægt, dvs. korte forfelter og med analytisk
ledstilling, der signalerer et bredt kommunikativt sigte. Undtagen ‘I et
forsøg på at kommunikere med de unge graffiti-malere på deres egne
præmisser lancerede [..]’, som signalerer høj stil.
- abstrakt sprog, hvor især ordvalgene ‘graffiti-fænomenet’,
‘kommunikere’ og ‘præmisser’ markerer distance.
- datid, som er den klassiske fortælletid: ‘har kæmpet’, ‘fandt ud af’,
‘var’ og ‘lancerede’.
Det eneste stiltræk, som skiller sig ud, er tillægsordet ‘indædt’, som
signalerer en aggressivitet, man normalt ikke eksplicit tillader en
offentlig institution at udvise. Sprogfunktionen er for begge scener
som helhed referentiel.
GS’s reallyd i den scenografiske montering af scene A er en
baggrundslyd af toge, der kører. Togene etablerer et rum, som er både
fysisk og psykisk (Bruun og Frandsen 1991, 75). Reallyden i scene A
skaber både et fysisk rum ved at være et indeks (virkning for årsag)
for en banegård, da det er mest sandsynligt, at det er her lyttere har
70