INDHOLD - Herning Kirkes Drengekor

fordi stemmen presses i forsøget på at få en bestemt klang frem, som stemmen ikke
er i stand til at honorere i den pågældende periode. Inden for sangverdenen har der
været og er der stadig diskussion om, hvorvidt man skal undervise i sang i mutationsfasen.
Foniatikeren Björn Fritzell anbefaler i bogen ’Foniatri för medicinare’ fra 1973,
at stemmen får en hvilepause i nævnte fase 67 . Prytz fortæller, at man ligeledes på
Sangskolen før i tiden havde samme indstilling til sangundervisning i mutationsfasen,
men at dette har ændret sig, og at man nu underviser i perioden, hvilket er sundt for
stemmen, idet træningen ”[…] holder deres stemmeapparat fleksibelt, så de kan bruge
stemmen nogenlunde korrekt” 68 , samtidig med, at det skaber bevidsthed om
stemmen.
Margrete Enevold udtaler, udfra praktisk erfaring med muterende pigestemmer, at
man som underviser ”[…] skal finde sig i, at der er luft på [stemmen] hele tiden […].
Ellers kan man ikke arbejde med dem.” 69 Dette skyldes en adduktions-insufficiens,
som er et utilstrækkeligt stemmelæbelukke og som netop resulterer i en luftfyldt
stemme. Adduktions-insufficienser kan optræde på forskellig måde: Dels som en såkaldt
internus-insufficiens, hvor stemmeridsen under fonationen står som en oval åbning,
lateralis-insufficiens, hvor der er et mangelfuldt lukke af den svingende del af
stemmelæberne, dels som en transversus-insufficiens, hvor den bruskede del af lukket
står åbent. 70 Fordi denne sidstnævnte stemmetilstand er så typisk for mutationsperioden,
benævnes den mutationstrekanten. 71 Enevold forklarer ydermere at:
"[…] nogen har jo så en enorm konstitution og kondition – det er to forskellige ting – og ubevidst
vil de så lukke […], fordi de pludselig lyder anderledes og så ”tonser” de og så er det
faktisk en skjult overkompression i en underkompression og ligesom et tryk hele tiden fordi
man tror man ad den vej kan gøre det.” 72
Teenagepiger har, som ovennævnt, underkomprimerede stemmer som følge af mutationstrekanten.
Den type sanger, Enevold beskriver, har et kraftigt instrument og
forsøger at kompensere for underkompressionen ved at presse eller "tonse", som
Enevold kalder det, og opnår derved en falsk overkompression. Denne kompensation
skyldes især mutationen, fordi lyden bliver anderledes og fremmedgjort grundet instrumentets
ændrede udseende, hvilket er et eksempel på, at de kropslige ændringer
gennem puberteten har stor betydning for individets selvopfattelse og stemmebrug.
67
Fritzell, Björn: Foniatri för medicinare, 1973, p. 29 – 30.
68
Bilag 3.
69
Bilag 2.
70
Forchhammer, Egil: Stemmens funktioner og fejlfunktioner, 1974, p. 48ff.
71 Bilag 3.
72 Bilag 2.
23